Kære læsere.
Hvis det hænder, at jeg ikke har fået noget nyt på bloggen, så kan I altid rulle programmet tilbage og finde noget, I ikke har læst tidligere. Eller I kan søge efter et bestemt emne i arkivet ved at trykke på "SØG" øverst t.v.
Bedste hilsener Gertrud
Euroeksperimentet der slog fejl
Den finansielle krise, som grundigt har åbnet vore øjne for, hvilke af EU's medlemsstater der har snydt på vægten, har i det mindste haft et godt formål.
Nu er de værste sorteret fra inklusive Cypern. Hvorfor skulle Cypern i øvrigt kunne gøre det bedre end Grækenland? Der er jo mange grækere på øen.
Det er ikke svært at få øje på årsagen til problemerne, og tager vi udgangspunkt i etableringen af eurolandene, så husker vi jo tydeligt, hvordan eurofanatikerne gjorde alt for at presse den ”fælles valuta” ned over landene i en sådan fart, at ingen nåede at tænke tanken om de kulturforskelle (den lille korruption), der naturligt findes i forskellen mellem Sydeuropa og Nordeuropa, til ende.
Man regnede bare med, at de sydlige regimer rettede ind og rapporterede korrekt og ærligt fra starten af. Det gik helt galt, ja selv Irland og senere EU-frie Island måtte under lup.
EU-fanatikerne vil stadig ikke indrømme deres euro-fejleksperiment, men sandheden er nu dukket frem helt af sig selv. Man skulle aldrig have tilladt de sydeuropæiske lande at bytte deres nationale valuta med euroen.
Nu har de opbygget kæmpe gældsposter, har opnået, at 1/4 af befolkningerne er blevet arbejdsløse, og at de befinder sig i en særdeles håbløs situation. Disse lande burde have beholdt deres gamle valutaer, og det ville samtidig have forhindret dem i at opnå de store lån i udlandet (baseret på den stærke euro), som i dag tynger dem helt ned på bunden.
Nu forsøger EU-fanatikerne, hvoraf en del også deltog i udlån til sydeuropæerne, at etablere gældspakker til synderne, i håbet om at de kan slippe for at nedskrive deres tilgodehavender og selv ende med at have et stort hul i kassen.
Det er nok den dårligste løsning, de har valgt; man burde i stedet hjælpe med til, at sydeuropæerne får deres gamle valutaer tilbage, således at de kan devaluere sig frem til den korrekte balance mellem valutaerne i Europa.
Det største problem er, at alle, både udlånere og lånere, er blevet snydt af eurofanatikerne, og det har endvidere forstærket den finansielle krise, som vi ikke helt får styr på, før vi får løst europroblemerne.
Thure Barsøe-Carnfeldt