Berlingske Tidende kunde tirsdag morgen den 9. april meddele, at Frihedsmuseet ikke længere markerer dagen for den tyske besættelse af Danmark 1940:
"Besættelsesdagen har mistet sin betydning. Derfor stopper Nationalmuseets afdeling for besættelsen og modstandskampen i Danmark med at markere dagen."
Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder protesterede omgående imod dette tiltag på Radio24syv og kort efter meddelte man i nyheddsudsendelsen (på samme kanal), at nu vilde man alligevel markere dagen. Hvad bestod det i, når dagen forlængst var begyndt? Hejste de flaget?
Det er godt gjort at man sådan afvikler vor historie. Museet er alene oprettet til minde om besættelsestidens fem år! Men visse politikere kan naturligvis have deres grunde til, at den 9. april snarest skal gå i glemmebogen.
Denne ignorering af et stykke Danmarkshistorie er blot en del af den - ikke bare i vort land, men i flere EU-lande - pågående udslettelse af national historie og kultur, rimeligvis som en forløber for en europeisk dhimmi-status under islamisk herrevælde. Det skyldes givetvis den "politisk-korrekte" holdning, som fulgte efter "68-revolutionen" og den efterfølgende "arabisk-europeiske Dialog", og bl.a. spores i Nationalmuseets ledelse.
Også på Frilandsmuseet, som ligeledes hører under Nationalmuseet, rydder man op og ud. Man har tidligere kunde glæde sig over en lille spillemandsgruppe som - uden bidrag - filede løs på fiolinen hver søndag til publikums fornøjelse. De spillede gamle kendte melodier, som satte fart i bentøjet og fik folk til at prøve, om de kunde huske trinene, møllerne og svingene avet om og lære børnene dem enten ude i museumsparken eller i regnvejr inde i Ostenfeldt-gården. Folkeligt og festligt - ligesom man ser det i Sverige omkring majstangen. De traditionelle folkelege - som "Sveriges Måna", den ikke overbegavede socialdemokrat Mona Sahlin, hånede. Hun foretrækker islam fremfor svenskere.
Er det samme tanker som har fået Frilandsmuseet til at sætte en stopper for spillemandslauget? Man skulde jo tro, at spillemænd netop hørte til dèr mellem bindingsværksgårde, bjælkehuse og bulhuse. Svaret er: Ja, det er! Det fremgår med al tydelighed af udtalelser fra den til museet ansatte skuespiller, klovn etc. Peter Darger, som fortæller, at han "blev headhuntet til museet i år 2000 i forbindelse med nytænkning på formidlingsområdet ((han) bad om max. 25 timer om ugen for ikke at stivne i en montre ;-))
Peter står for nye aktiviteter på museet. Herunder teater med historie i.
Kampen mod støvede kulturinstitutioner. Museer og biblioteker har viden og støv som fællesnævnere. Peter fortæller med udgangspunkt i sit arbejde på Nationalmuseet og sin færden i museumskredse om succeshistorier og om nogle af de drabelige kampe, der tages på kulturinstitutioner, når emnet falder på tradition og mod til fornyelse. Hvordan skaber institutionerne kulturtilbud til moderne brugere med det personale, som de har og i samspil med de forandringer, der sker uden for kulturinstitutionens mure?"
Derude er der skåret kraftigt ned på almen viden om vor historie og kultur. Fordummelse og overfladiskhed råder. Tiderne skifter. Nye tider, ny smag, ny underholdning, ny kultur. Den vokser NB ikke frem af sig selv som noget naturligt. Det gamle skal fejes ud. Smides op på skraldevognen og ud på lossepladsen. Sådan! Hvorfor må man ikke mere høre spillemandsmusik på museet? I Sverige sætter man pris på at bevare og udvikle spillemandstraditionerne med store konkurrencer, hvor de bedste blandt de bedste bliver udnævnt til “Rigsspillemænd”. En af de mest kendte svenske spillemænd er Kalle Moreus, som har et fast TV-program fra Dalarne.
Nej, mantraet er: ud med alt det gamle. Det er det og intet andet det drejer sig om, for som nævnt kostede spillemandsmusikken på Frilandsmuseet ikke museet eller skatteborgerne en skilling, og museumsparken må vel være stor nok til, at både dette og hint kan få plads uden at træde hinanden over tæerne.
Hvad der derimod ikke er stort nok er tankegangen hos de mennesker, der ligesom Nationalmuseets politisk-korrekte direktør lefler for tidens nedbrydning og forfladigelse i en slags forarbejde til en imødekommende modtagelse af en os ganske fremmed "kultur".
