Psykologer (og pædagoger) hører vel i
dag til den mest udskældte befolkningsgruppe i Danmark, hvis vi ser
bort fra politikerne. Mange af os føler, at de er ansvarlige for det
rod, vort samfund er gerådet ud i. Man kasserer kort og godt selve
begrebet psykologi som noget udueligt tøjeri. Det er helt forkert!
Og det er nødvendigt at påpege, at psykologerne er delt i to
diamentralt modsatte ”skoler”, som har ganske forskellige
opfattelser af menneskets situation i samfundet. Naturligvis er det i
dag den socialistiske psykologi, der præger vor samfundsstruktur, og
den liberale er praktisk talt uden indflydelse, hvis man ser bort fra
USA og – delvis – England.
Principielt er forskellen mellem de to
skoler den, at den socialistiske psykologi vil tilpasse mennesket til
strukturen i det socialistiske system, medens den liberale søger at
få individet til at fungere bedst muligt indenfor det frie
kapitalistiske samfunds rammer.
Naturligvis fremkalder disse
forskellige livsholdninger uundgåeligt forskellige metoder og
terapier.
Hertil kommer, at den socialistiske
psykolog er nødt til at underordne sin forskning den socialistiske
ideologi og dens doctriner – som f.ex. hævder, at arv er praktisk
talt uden betydning (undtagen med hensyn til fysiske
specificationer), medens omgivelserne er praktisk talt eneafgørende
for individets udvikling og kvalitet i voksenalderen. Kort: at det
er ongivelserne mere end noget andet, der præger individet. Modsat
hævder den liberale psykolog, at vel er omgivelserne af betydning,
men at det er arveanlæggene, der i sidste ende afgør valg og
tilbøjeligheder.
Uden den mindste moralske vurdering af
de to forekllige samfundssystemer er det imidlertid klart, at det
liberale, kapitalistiske system er et produkt af menneskets natur på
godt og ondt – medens det socialistiske er baseret på den helt
igennem forkerte tanke, at: menneskene fødes ens og med lige
muligheder.
Verdens top-ledere er udmærket klar
over, at den, der kontrollerer psykologien, også kntrollerer
masserne – og derfor er psykologerne mobiliseret i den evig krig
mellem ideologierne liberalisme og socialisme.
Det er en
ubestridelig kendsgerning, at den socialistiske psykologi ikke bygger
på sandhed, men på dogmer. Idet den hævder, at ”sandhed ikke
existerer som begreb”, men at der er ”flere sandheder” - en for
arbejdsgiveren (kapitalisten) og en anden for lønmodtageren
(arbejderen) – og videre, at det den ene anser som en sandhed, er
en løgn for den anden. Sandheden er – siger man –
”klassebundet”.
Mærkeligt nok
er dette vrøvl accepteret i vide kredse, men det skyldes formentlig,
at flertallet af mennesker accepterer dogmer – bare de fremlægges
som ubestridelige kendsgerneinger.
Dette er også
anledningen til, at socialistiske psykologer – og pædagoger –
aldrig indlader sig på diskussioner om psykologi og pædagogik med
anderledestænkende, men indslrænker sig til at forelægge deres
dogmer, der ikke kan og skal diskuteres, men blot accepteres.
Historikeren, professor Johannes Sløk, oplevede det indenfor sit
specielle område og måtte som bekendt forlade Århus Universitet
efter et opgør med marxisterne og den berygtede ballademager Rudi
Dutschke, som han i blåøjet tro på hæderlighed havde skaffet et
job. Gøgeungen vippede ham ud af reden og forsikrede ham (ordret
citeret) om, at han var ”et dumt svin”.
Nogle husker
måske endnu den tragikomiskenaffære med den sovjetiske
videnskabsmand Trofim Lyssenko, indtil 1956 præsident for det
videnskabelige akademi i Sovjet og opfinder af den såkaldte
”agrobiologi”.
Lyssenko repræsenterede – som en kendsgerning – at arv er
betydningsløs, og at miljøet er alt afgørende. I den vestlige
verden modtog videnskabsfolkene denne påstand med en storm af
latter. Det blev omsider så pinligt for Sovjet, at Lyssenko hurtigt
forsvandt fra scenen og blev frakendt en del af sine tillidsposter.
Han fik en retrætepost som direktør for det genetiske institut. I
1965 forlod han dette job og nævnes ikke mere i sovjetiske værker.
Psykologer (og
pædagoger) er ”avantgarde-folk”, som mere end andre forsker og
experimenterer for blandt forskellige samfundsstrukturer at finde
den, der bedst muliggør fremskridt og balance i samfundet. Det bør
vi ikke bebrejde dem – men når de klamrer sig til håbløse og
forældede samfundsmodeller, der i praxis har bevist deres
uduelighed, så bør vi råbe vagt gevær.
Psykologer og
pædagoger i Hitler-Tyskland havde også meget travlt med at
”genopdrage” det tyske folk og ”skænke det en ny livskoncept”.
Man vilde skabe et ”nyt menneske” godt nok til at overtage hele
verdenen. Mange af psykologerne fra dengang søger nu i den anden
form for socialisme: kommunismen, om de denne gang i højere grad
kunde have heldet med sig.
Men –
konklusionen må blive, at enhver videnskabelig desciplin, der bygger
på andet end sandhed og erkendelse på forhånd er dømt til at
mislykkes. Mennesket kan opdrages til hvad som helst, men på et
eller andet tidspunkt begynder det at TÆNKE, og så er det sket med
demagogerne. De bliver fejet ud – glemt. Mennesket kan udforske og
udnytte naturens kræfter, men hvis man modarbejder naturen, så
taber man. HVER gang!
Resultaterne af
den socialistiske psykologi og pædagogik går lyslevende rundt
iblandt os – som afskrækkende og tankevækkende exempler. Foruden
alle de andre: forvirring, stigende kriminalitet, narkomani,
alkoholisme, promiskuitet, håbløshed og mangel på initiativ og
livsglæde – som kan iagttages overalt i det moderne samfund.
Manfortæller
ungdommen, at livet er meningsløst i det kapitalistiske samfund, at
”kapitalen” bør ødelægges, og at den eneste vej til et
meningsfuldt liv er socialisme.
Den
kendsgerning, at millioner og atter millioner flygter rædselsslagne
fra de områder – næsten en tredjedcel af verden – hvor
socialismen hersker – ser man aldekes bort fra. Man lader sig ikke
distrahere af den slags bagateller. Drømmen er jo så smuk - synes
man.
Først når
”manden på gaden” får øjnene op for, at vort samfund ikke er
produktet af psykologien som videnskabelig disciplin, men derimod
resultatet af en helt igennem falsk lære baseret på løgn, fup og
svindel, tør vi håbe på en bedring.
Måtte det ske,
inden det er forsent!
Claus
Frost-Hansen i tidsskriftet AKTION, nr. 5/1980.