Begravet kristent imperium kaster nyt lys over tidlig islam
Matthias Schulz
Fra bloggen synopsis den 9. april 2013
Arkæologer studerer ruinerne af et begravet kristent rige i Yemens bjergområder. Stederne har givet anledning til en række spørgsmål om Islams tidlige historie. Har der været en kirke i Mecca?
Relieffet “Manden med Kronen” fandtes i Zafar, Yemen og betragtes som bevis på at der var en kristen kejser i regionen før Islam bed sig fast.
Budet “Du må ikke gøre dig noget udskåret billede” har i lang tid været fulgt meget strengt i den arabiske verden. Der er meget få statuer af kaliffer og gamle konger fra regionen. De hedenske guder i ørkenen blev sædvanligvis tilbedt “anikonisk” det vil sige som væsener uden form.
Kendetegn
Muhammad havde skæg, men der er ingen portrætter af ham. Nu er der imidlertid dukket et værk af et menneskeligt selvportræt op i Yemen. Det er en person hugget ud i stenen, der tilsyneladende stammer fra tiden med Profeten.
Paul Yule, en arkæolog fra den sydvesttyske by Heidelberg, har studeret relieffet, der er 1,70 meter høj, i Zafar, cirka 930 kilometer syd for Mecca. Det skildrer en mand med kæder af juveler, krøller og sfæriske øjne. Yule daterer billedet til tiden omkring 530 AD.
Den tyske arkæolog udgravede steder i det klipperige højland i Yemen, en beskæftigelse der viste sig ret så farlig her for nylig på grund af de politiske forhold i landet. På sin sidste opgave tabte Yule 8 kilo og hans udstyr blev konfiskeret.
Ikke desto mindre er han tilfreds, fordi han var i stand til af bringe noter, stykker af ruiner og knogler tilbage til Heidelberg. Yule har konkluderet at Zafar var centeret for en arabisk stammekonføderation, et rige der strakte sig over to millioner kvaddratkilometer, og havde indflydelse helt til Mecca.
Endnu mere forbløffende er hans konklusion om at konger der havde indflydelse på Bibelen levede i det bjergrige område. “Manden med Kronen” på relieffet var også kristen.
Erobrere fra oldtidens Etiopien
Yule har set nærmere på den mystiske kjortelklædte figur i en rapport til det akademiske tidsskrift Antiquity. Han er barfodet, hvilket er typisk for koptiske helgener. Han holder et bundt kviste, et symbol på fred i venstre hånd. Der er en bjælke på tværs over hans hoved der antyder et kors. I tilgift har han en krone, som de der blev båret af kristne herskere i oldtidens Etiopien.
Alt dette antyder, at manden med det runde ansigt er en efterkommer af erobrere fra Afrika som det lykkedes at gennemføre en af de dristige landgangsoperationer i oldtiden. I 525 AD sendte Negus, eller kongen, af Aksum en flåde over Det Røde Hav. Soldater og kampelefanter blev færget over vandet mod øst på tømmerskibslignende fartøjer for at sprede evangeliet. I de efterfølgende årtier, erobrede hans hær store dele af Arabien.
Den første spydspids som mål var ved hovedstaden Zafar. Som en himmelsk fæstning, var byen anbragt på en udslukt vulkan og i en højde af 2,8 kilometer over havets overflade. Dens mure med tårne og alarmklokker var 4,5 kilometer lang. Der boede cirka 25000 i Zafar.
Ifølge Yule lykkedes det konføderationen mellem det 3 og det 5. århundrede at få fuldført en “meteoragtig fremgang” og blive en supermagt. Deres købmænd handlede med sandaltræ fra Ceylon og valerian fra Persien. Staten kontrollerede havnebyen Aden, hvor skibe med krydderier fra Indien lagde til. Røgelse, fremstillet i Arabien blev der også handlet med. Det var et sted med luksus. Yule fandt vinamforer, efterladenskaber fra kostbare fiskeekstrakter og paladser dekoreret med sfinxser og løver.
Et fredeligt multikulturelt samfund
Samfundsstrukturen i Zafar syntes også at være enestående. Byen havde et stort jødisk samfund, beviset er et segl med Torategnet. Hebraiske inskriptioner er afdækket. Zafars indbyggere bestod også af kristne, der byggede en kirke der i 354 AD. Arabere der tilbad gamle guddomme boede i sidegaderne.
Snart var det dog slut med dette fredelige, multikulturelle samfund, da spændingerne begyndte at vokse i det 5. århundrede og Arabien blev forvandlet til en kampzone.
Det Byzantinske Imperium med en overflod af våben herskede i Vest, og dets vassaler foretog indhug ind i ørkenen. De havde følgeskab af kristne missionærer der medbragte doktrinen om Den Hellige Treenighed til hyrderne på randen af Rub’ al Khali, sandørkenen der udgør det meste af den sydlige tredjedel af den arabiske halvø.
Disse Imperialister Med Hellige Hjerter blev mødt af sassaniderne fra det persiske rige, med deres bueskytter og hære af mænd med skæg og jernrustninger. Jøderne der boede i titusindvis i oaserne, blev i en vis udstrækning knyttet til denne styrke.
Det var en konfrontation mellem øst og vest, enhver blev tvunget til at vælge side. Dette gjaldt også Zafar. For at hindre Kristendommens fremmarch konverterede individuelle arabiske konger først til jødedommen. Hele den herskende klasse i riget fulgte derpå med. Fra da af, blev navne som Yehuda og Yussuf almindelige.
Så greb de til våben. Cirka 520 AD angreb de den kristne koloni i Najran, hvor der var kirker og klostre. Utallige kristne blev slagtet. De chokerende nyheder nåede hele vejen til Europa.
Najran
En ‘Marionet Konge'
Nu begyndte voldsspiralen hurtigt at komme i omdrejninger. De rasende byzantinere og deres allierede fra Afrika drog på hævntogt. Kaleb, den aksumitiske konge af Etiopien (der havde guldjuveler i håret, og blev ført rundt på en vogn på en elefant) gik til modangreb.
Hvis kilderne er korrekte så var hans første flådemanøvre en eklatant fiasko. I 525 AD, med hjælp af ekstra krigsskibe leveret af Byzans fik han med succes fuldført transporten til den anden side af Det Røde Hav.
Relieffet af “Manden med Kronen” fra Zafar blev åbenbart skabt under denne invasionsperiode. Yule fortolker den som en gengivelse af etiopernes kristne “Marionet Konge.
De invaderende fortsatte deres angreb. Sydarabiens hellige kriger Abrha, havde længe haft kontrol over områder. Han forsøgte endog at befri biskopper der blev holdt som fanger af den persiske fjende i Nisibis (nutidens Tyrkiet) cirka 2500 kilometer borte.
Manden indledte samtidig et religiøst korstog. Han genopbyggede kirker der var blevet ødelagt i Najaran, og han fik bygget nye i Marib og Aden.
Hans smukkeste kirke var i Sanaa. Det havde udsmykkede døre og en trone af elfenben og perlemor. Om morgenen kom solstrålerne ind gennem et alabasterpanel i kuplen. Byzantinerne støttede projektet, og sendte håndværkere, marmor og mosaik.
Resultatet blev et arkitektonisk mirakel, noget som Arabien aldrig før havde set.
Elefantens År
Efter Islams triumf i det 7. århundrede blev kirken revet ned og dens skatte plyndret og en moske blev bygget på stedet. Som Barbara Finster, en arkæolog fra Bamber i Bayern fandt ud af opdagede stammer nogle af søjlerne i moskeen fra den ødelagte kirke, mens nogle af kirkens storslåede mosaikarbejder blev sendt til Mecca, som krigsbytte.
Fjendskabet mellem Sanaa og Mekka var der lige fra begyndelsen. Korans lærde i Middelalderen rapporterer at Abraha byggede sin fantastiske kirke for at lokke pilgrimme bort fra Kaaba, Islams mest hellige sted.
Endnu en islamisk kilde beskriver, hvordan uoverensstemmelsen eskalerede: En vred indbygger fra Mecca forrettede sin nødtørft i kirken i Sanaa, hvilket foranledigede at den rasende Abraha sendte sine krigere, på elefanter, ud for at ødelægge Kaaba’en. I fortolkningen i Sura 105 i Koranen var den eneste grund til det ikke lykkedes ham, at Allah havde bevæbnet en flok fugle med bolde af ler der regnede ned over den kristne hær som var det granater.
Er dette intet andet end religiøse myter? Der er historisk bevis i form af en inskription på en klippe om at Abrah udførte storstilede udfald mod modvillige arabiske stammer nær Mekka i 552 AD. Nogle få historikere fra vesten betragter det som værende det rigtige år for Muhammads fødsel. Den lærde Ibn Ishak, der skrev den første biografi om profeten fastslår at Koranens budbringer blev født “i elefantens år.”
Besynderligt nok så kunne den forvitrede klippeinskription fortolkes til at betyde, at stammen Kuraish, som profeten tilhørte, undertiden kæmpede for de kristne. Var de allierede? Blev Muhammad født i en by der var under korsets banner?
Vanskelige tider
Der er antydninger af dette kan være sandt. For eksempel er i der i Mekkas ældste historie nævnt en kristen begravelsesplads, beskrevet af den arabiske historiker Asraki.
Sikke noget rod. I Oldtidens Arabien er de tre abrahamitiske religioner vævet ind i et forvirrende mønster. Men Koranen ‘sejrede’ til sidst.
Meget er dog stadig uklart. Vor målsætning bliver kompliceret af den kendsgerning at Islams fødsel fandt sted i en meget vanskelig periode. Data om klimaet udledt af limstenshuler i Oman viser at der var en frygtelig tørke på den sydlige del af Den Arabiske Halvø i midten af det 6. århundrede. Der var også en pestepedemi der begyndte i 541 og berørte hele Orienten. Andre mindre epidemier fulgte, med tusinder og atter tusinder der døde.
Det var disse rædsler der muligvis igangsatte nedturen for Zafar. Yule formoder at tørken ødelagde “den skrøbelige økologi i bjergområderne.” Kvæget døde af tørst og laderne stod tomme.
Er arkæologens mistanker korrekte? Selv Muhammad var som barn truet af sygdom og sult. Ifølge Ibn Ishak var hans plejer da han var spæd alvorligt bekymret da hun blev bedt om at bringe den lille dreng tilbage til hans fødeby.
Grunden, skriver han var “pesten i Mekka.
http://www.spiegel.de/international/world/buried-christian-empire-in-yemen-casts-new-light-on-early-islam-a-874048.html
