Padderokkerne i min barndoms have kan jeg endnu se for mig, for de var så aparte, helt forskellige fra andre planter. Det var som om de kom fra en anden verden. Og det gør de jo også. De kommer fra urtidens jordklode, hvor de var kæmpevækster.
At padderokker er et ubehageligt og genstridigt ukrudt, ser man strax, når man søger på internettet. Haveejere besværer sig over det næsten håbløse Sisifos-arbejde med at udrydde planten. Den har et rodnet, som kan gemme sig en hel meter nede i jorden og gerne er vidt forgrenet. Så længe der er den mindste næring i rødderne, giver de sig ikke, men skyder nye skud og må om og om igen ryddes væk, ligesom de opgravede rødder må samles og destrueres.
Nogen bruger ukrudtbrændere, andre dækker arealet med sort plastik inden årets første padderokker viser sig og lader plastikken ligge hele sommeren over. Det ser ikke godt ud, men der skal hårde midler til skurvede hovedet.
Nogen bruger ukrudtbrændere, andre dækker arealet med sort plastik inden årets første padderokker viser sig og lader plastikken ligge hele sommeren over. Det ser ikke godt ud, men der skal hårde midler til skurvede hovedet.
Andre igen forsøger sig med giftpræparater, men padderokker er klædt i panser og plade: de indeholder megen kisel, som beskytter dem mod haveejernes angreb.
Dette ondartede ukrudt synes at være forbillede for minaretarkitekturen.