Pia Kjærsgaards ugebrev - mandag den 17. november 2008
På enhver arbejdsplads er der både skrevne og uskrevne regler for god og anstændig opførsel.
På enhver arbejdsplads er der både skrevne og uskrevne regler for god og anstændig opførsel.
Til de skrevne hører for det meste et krav om tavshedspligt – både under ansættelsen og når ansættelsesforholdet er bragt til ophør.
De uskrevne regler er straks mere grumsede og befinder sig i en gråzone. Men som et minimum kan man forvente, at den ansatte ikke modarbejder sin tidligere arbejdsplads’ interesser eller forsøger at undergrave den. Det gælder såvel for en tidligere PET-ansat som for den sags skyld en tidligere udenrigsminister – eksempelvis Uffe Ellemann-Jensen.
De uskrevne regler er straks mere grumsede og befinder sig i en gråzone. Men som et minimum kan man forvente, at den ansatte ikke modarbejder sin tidligere arbejdsplads’ interesser eller forsøger at undergrave den. Det gælder såvel for en tidligere PET-ansat som for den sags skyld en tidligere udenrigsminister – eksempelvis Uffe Ellemann-Jensen.
Men hvorfor skriver jeg nu det? Det gør jeg, fordi jeg føler, at den tidligere chefkriminalinspektør og operative chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, er et sørgeligt eksempel på den type, der hverken kan eller vil slippe jobbet. Man kunne sige, at det er lidt ynkeligt. Men det kan måske også være direkte skadeligt.
Senest har Hans Jørgen Bonnichsen i B.T. kritiseret, at PET’s materiale mod de tunesere, som blev anklaget for at ville myrde tegnere Kurt Westergaard, ikke er blevet præsenteret for en dommer. Bonnichsen mener, at mistanken mod den ældste af de to tunesere ”er baseret på udtalelsen fra en kilde”.
Den pågældende kilde mener Hans Jørgen Bonnichsen kan være en ”fabrikator, en kilde, der laver efterretninger for at skade andre eller gøre opmærksom på sig selv”. Javel! Med al respekt for alle os andre, er vi så virkelig i stand til at vurdere en efterretningstjenestes arbejdsmetoder på et sagligt grundlag?
Og er det virkelig i PET’s interesse, at en tidligere ansat udøser nøje gennemtænkte fragmenter af sin viden til højre og venstre – naturligvis uden at overtræde de skrevne regler om tavshedspligt? Nej, Hans Jørgen Bonnichsen burde tie. Han burde vide, at hans halve betragtninger i medierne let kan blive til hele sandheder.
”En kilde, der laver efterretninger for at skade andre eller gøre opmærksom på sig selv”, taler Bonnichsen om. Det sidste kunne næsten passe på ham selv. For med alle sine udtalelser får den tidligere PET-chef virkelig gjort opmærksom på sin egen person – og det er da også det, der er Bonnichsens egentlige ærinde.
Der går næsten ikke en uge, uden at Bonnichsen på en eller anden måde skaber opmærksomhed i medierne. Der kan gives mange eksempler, men at gennemgå dem alle ville sprænge rammerne for et ugebrev.
Umiddelbart kommer jeg dog i tanker om hans kritik af Naser Khaders ønske om en international konference mod islamisme. Bonnichsen var i Berlingske Tidende, 4.10 straks ude med riven. Det ville gøre Danmark til ”epicentrum for kampen mod islamisme”, og forstærke den eksisterende trussel mod Danmark. Ja, naturligvis, men er truslen ikke rigeligt stor i forvejen, og er det noget, vi skal lade os kujonere af?
Men Bonnichsen fortsatte: ”Jeg synes, at hele projektet viser, hvor lidt tillid og tiltro de i bund og grund har til de vestlige værdier og vores modstandskraft. Men også hvor lidt tiltro, de har til de moderate muslimers egne evner til at hamle op med islamisternes totalitære projekt”.
Bonnichsen må mene og sige præcis, hvad han vil. Men hvad ved han i grunden om de moderate muslimers modstandskraft, eller om en eventuel øget trussel mod Danmark? Har han en særlig informationskanal, han ikke fortæller os om? Naturligvis ikke. Hans Jørgen Bonnichsen er pensionist, og som pensionist burde han overlade ansvaret til sine arbejdende kolleger og lade være med at blande sig.
Men det har Bonnichsen skam ikke tænkt sig. Han har nemlig en slags mission, forklarer han til Weekendavisen, 7.11. ”Hvorfor skal min viden, erfaring og indsigt gå til spilde”, spørger han, og fortsætter: ”Jeg udfylder jo nogle huller i det gabende informationsbehov. I den forstand er jeg jo nok en hjælpende hånd ”(min kursivering).
Aha, Hans Jørgen Bonnichsen er en hjælpende hånd. Gad vide, om ikke PET og offentligheden var bedre tjent uden denne hjælpende hånd. Nej, jeg tror bestemt ikke, at der er tale om nogen ”koordinering” mellem PET og Bonnichsen, hvad han da også selv afviser. Til gengæld sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved nytten af hans udmeldinger og såkaldte informationer.
Jeg kan ligeså godt tale rent ud af posen: Dansk Folkeparti er ved at få nok af Hans Jørgen Bonnichsen. Justitsminister Brian Mikkelsen må undersøge, om Bonnichsen er med- eller modspiller, og om den tidligere PET-chef virkelig er en ”hjælpende hånd” – eller måske snarere skader PET’s arbejde indirekte.
Faktisk synes jeg, at Hans Jørgen Bonnichsen burde nyde sit otium. Der er så mange fornuftige ting, man kan tage sig til, så mange gode hobbyer, man kan kaste sig over. Nogle samler på frimærker eller sjældne mønter, andre realiserer drømmen om den komplette modeljernbane fra Märklin. Jeg hjælper gerne med gode forslag.
Så skal vi andre til gengæld nok tage stilling til fremgangsmåden over for de to tunesere – og ellers lade PET om at drive efterforskning.
Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard
