FN´s menneske- rettighedserklæring fyldte 60 år 10/12. Det blev fejret, skønt der ikke er meget at råbe hurra for. Hensigten bag erklæringen i 1948 var god nok efter den hidtil voldsommeste af alle krige, men selvom vi siden har været nogenlunde forskånet i vor verdensdel, har konflikter og krige hærget mange andre steder.
Kan sådan en erklæring overhovedet bane vej for evig fred?
Selv tekstformuleringen kan give kontroverser angående forståelsen. Otte lande undlod at stemme i sin tid. Hvad menes der f.ex. med de så ofte citerede ord i Artikel 1: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” Ønsketænkning! Eller bare en floskel i stil med floskelen fra den franske revolution ”Frihed, Lighed og Broderskab”, som man kæmpede for, mens blodet sprøjtede fra guilloutinens faldøkse.
Er der frihed, er der ikke lighed.
De islamiske lande lavede for nogle år siden deres egen ”Cairoerklæring”, som stemmer bedre overens med islam, der ser sig selv, som hævet over alt og alle.
Til gengæld har den ikke meget med ordet menneskerettigheder at gøre, i vestlig forståelse.
Da Foghs regering kom til i 2001 ville Dansk Folkeparti have ryddet op i de mange statsstøttede organisationer. Således stiftedes ”Instituttet for Menneskerettigheder” (IMR) 2002 ved sammenlægning af flere institutioner, bl.a. Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Freds- og Konfliktforskning og Center for Menneskerettigheder.
Før finanslovsafstemningen i 2002 truede Dansk Folkeparti regeringen med at ville stemme imod, hvis ikke Center for Menneskerettigheder med dets umulige direktør Morten Kjærum blev lukket. Det blev det så, men efter protest fra lederen af FNs Højkommissariat for Flygtninge, Mary Robinson, samt fra Venstres egne rækker, blev den nuværende løsning fundet.
Morten Kjærum fortsatte som direktør indtil maj 2008 hvor Hans-Otto Sano overtog direktør-posten.
Informationschef for centret er Klaus Slavensky, tidligere medlem af DKP.
I anledning af menneskerettighedserklæringens jubileum erklærede IMR 2008 for ”Inclusionsåret”. Nu skulle multikulturen tvinges et skridt videre. Nu skulle man ikke blot respektere andres kulturrødder, men nu skulles de indføjes i dansk kultur (og dermed bidrage til nedgørelse og udryddelse af dansk kultur! ).
Altså en videreførelse af de tanker, som vort udenrigsministerium ved Per Stig Møller gennem ”Center for kultur og Udvikling” lod udbasunere ved konferencen i Rabat juni 2005, hvor Olaf Gerlach Hansen betonede, at `tiden var meget knap`. Man havde talt længe om sammenstød mellem civilisationer (dvs. om Eurabiaprojektets vanskeligheder). Nu måtte man gå over til handling: hvordan problemerne (i Europa) kunne ”modvirkes gennem seminarer, møder, uddannelse, medier osv. Dette kaldes også kontextualisation”, dvs sammenvævning af (islamisk og dansk) kunst og kultur”, forklarede Gerlach. Så fulgte udstillingen ”Images of The Middleeast” i ti byer i Danmark i 2006 og nu dette års ”Inclusionskampagne” med afsluttende konference på Københavns Rådhus!
Formålet er tydeligvis at få flere farvede ind i landet og ansat i kultursektoren og medierne, f.ex. i Danmarks Radio. Danmarks kultur er for ”hvid” og for ensartet, hedder det. (Jamen naturligvis! Var den blandet i alle farver, var den jo ikke dansk!).
Et kik ind på rådhuset viste, at ”konferencen” og dens åbne hus var det sædvanlige reklame- opblæste mediehalløj, styret af en håndfuld mennesker og mediefolk uden opbakning i befolkningen. Viel Geschrei und wenig Wolle!
Men kære dansker, ignorér dem ikke. De vil – som de siger – gøre hvidt til sort!
En af de ivrigste forkæmpere er den brune Hassan Preisler, som stammer fra Mellemøsten, rimeligvis fra Beirut. Han arbejder på at få farvede skuespiller ind på Det Kgl. Theater, som han omtaler som ”stereotypt”.”Vi fortjener alle sammen en moderne nationalscene, der indfanger og afspejler det omgivende samfunds mangfoldighed og kulturelle bredde, uden at vi skal til at indføre millimeterdemokratiske etniske kvotesystemer.
Det må ligeledes være i vores alles interesse at forhindre, at Det Kongelige Teater fastfryses i positur som nationalromantisk museum over, hvordan Danmark engang så ud.”
Hassans politisk engagement ses i hans kortfilm, f.ex. om dukke-testen. Hvide og brune børn vælger mellem negerdukker og hvide dukker. Deres valg tolkes af psykologer. Psykologi er som bekendt en pseudovidenskab uden faste videnskabelige rammer, og giver derfor gerne vidt forskellige udlægninger i samme sag. Psykologer brugtes i høj grad i den mentalhygiejniske bevægelses politiske spil i 60´erne, 70´erne, 80´erne - og fremdeles. Tolkningen ender dér, hvor man ønsker det. Ud af disse tolkninger kan man så – ligesom augurerne i det gamle Rom – forstå samfundets trængsler og behov og manipulere befolkningen.
Nogen af landets kloge hoveder burde udforske Mentalhygiejnen og dens betydning for samfundet.
Kan sådan en erklæring overhovedet bane vej for evig fred?
Selv tekstformuleringen kan give kontroverser angående forståelsen. Otte lande undlod at stemme i sin tid. Hvad menes der f.ex. med de så ofte citerede ord i Artikel 1: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” Ønsketænkning! Eller bare en floskel i stil med floskelen fra den franske revolution ”Frihed, Lighed og Broderskab”, som man kæmpede for, mens blodet sprøjtede fra guilloutinens faldøkse.
Er der frihed, er der ikke lighed.
De islamiske lande lavede for nogle år siden deres egen ”Cairoerklæring”, som stemmer bedre overens med islam, der ser sig selv, som hævet over alt og alle.
Til gengæld har den ikke meget med ordet menneskerettigheder at gøre, i vestlig forståelse.
Da Foghs regering kom til i 2001 ville Dansk Folkeparti have ryddet op i de mange statsstøttede organisationer. Således stiftedes ”Instituttet for Menneskerettigheder” (IMR) 2002 ved sammenlægning af flere institutioner, bl.a. Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Freds- og Konfliktforskning og Center for Menneskerettigheder.
Før finanslovsafstemningen i 2002 truede Dansk Folkeparti regeringen med at ville stemme imod, hvis ikke Center for Menneskerettigheder med dets umulige direktør Morten Kjærum blev lukket. Det blev det så, men efter protest fra lederen af FNs Højkommissariat for Flygtninge, Mary Robinson, samt fra Venstres egne rækker, blev den nuværende løsning fundet.
Morten Kjærum fortsatte som direktør indtil maj 2008 hvor Hans-Otto Sano overtog direktør-posten.
Informationschef for centret er Klaus Slavensky, tidligere medlem af DKP.
I anledning af menneskerettighedserklæringens jubileum erklærede IMR 2008 for ”Inclusionsåret”. Nu skulle multikulturen tvinges et skridt videre. Nu skulle man ikke blot respektere andres kulturrødder, men nu skulles de indføjes i dansk kultur (og dermed bidrage til nedgørelse og udryddelse af dansk kultur! ).
Altså en videreførelse af de tanker, som vort udenrigsministerium ved Per Stig Møller gennem ”Center for kultur og Udvikling” lod udbasunere ved konferencen i Rabat juni 2005, hvor Olaf Gerlach Hansen betonede, at `tiden var meget knap`. Man havde talt længe om sammenstød mellem civilisationer (dvs. om Eurabiaprojektets vanskeligheder). Nu måtte man gå over til handling: hvordan problemerne (i Europa) kunne ”modvirkes gennem seminarer, møder, uddannelse, medier osv. Dette kaldes også kontextualisation”, dvs sammenvævning af (islamisk og dansk) kunst og kultur”, forklarede Gerlach. Så fulgte udstillingen ”Images of The Middleeast” i ti byer i Danmark i 2006 og nu dette års ”Inclusionskampagne” med afsluttende konference på Københavns Rådhus!
Formålet er tydeligvis at få flere farvede ind i landet og ansat i kultursektoren og medierne, f.ex. i Danmarks Radio. Danmarks kultur er for ”hvid” og for ensartet, hedder det. (Jamen naturligvis! Var den blandet i alle farver, var den jo ikke dansk!).
Et kik ind på rådhuset viste, at ”konferencen” og dens åbne hus var det sædvanlige reklame- opblæste mediehalløj, styret af en håndfuld mennesker og mediefolk uden opbakning i befolkningen. Viel Geschrei und wenig Wolle!
Men kære dansker, ignorér dem ikke. De vil – som de siger – gøre hvidt til sort!
En af de ivrigste forkæmpere er den brune Hassan Preisler, som stammer fra Mellemøsten, rimeligvis fra Beirut. Han arbejder på at få farvede skuespiller ind på Det Kgl. Theater, som han omtaler som ”stereotypt”.”Vi fortjener alle sammen en moderne nationalscene, der indfanger og afspejler det omgivende samfunds mangfoldighed og kulturelle bredde, uden at vi skal til at indføre millimeterdemokratiske etniske kvotesystemer.
Det må ligeledes være i vores alles interesse at forhindre, at Det Kongelige Teater fastfryses i positur som nationalromantisk museum over, hvordan Danmark engang så ud.”
Hassans politisk engagement ses i hans kortfilm, f.ex. om dukke-testen. Hvide og brune børn vælger mellem negerdukker og hvide dukker. Deres valg tolkes af psykologer. Psykologi er som bekendt en pseudovidenskab uden faste videnskabelige rammer, og giver derfor gerne vidt forskellige udlægninger i samme sag. Psykologer brugtes i høj grad i den mentalhygiejniske bevægelses politiske spil i 60´erne, 70´erne, 80´erne - og fremdeles. Tolkningen ender dér, hvor man ønsker det. Ud af disse tolkninger kan man så – ligesom augurerne i det gamle Rom – forstå samfundets trængsler og behov og manipulere befolkningen.
Nogen af landets kloge hoveder burde udforske Mentalhygiejnen og dens betydning for samfundet.
Dette er et smykke, som uddeles som pris til dem, der gør en indsats for at få inkluderet de mennesker i Danmark, som Hassan Preisler betegner som "farvede" eller "brune". Smykket synes med sine "salamiskiver" at være et godt symbol på islams kendte taktik.
