"Da et par drenge fra heden tog fat.."
| "Julius Bomholt fra Alderslyst ved Silkeborg og Aage Damgaard fra Vildbjerg ved Herning skabte vor tids kulturpolitik. Unge Ole Hyltoft gik dem til hånde." | |||
Men
"Med Bomholts bortgang forsvandt kraften og perspektivet fra Kulturministeriet. Og den er aldrig kommet igen. Kampmanns og Bomholts mening med det nye ministerium var jo ikke kun, at bibliotekerne skulle have bedre bygninger, teatrene bedre scener og museerne tidssvarende lokaler. Idéen var, at stadig større dele af folket skulle have lyst til at læse de gode bøger, forføres af teatret og indleve sig i museernes genoplivelse af fortiden. Kunstens dimension skulle gennemstrømme hverdagen..."
Og et andet lidt senere kik tilbage....
|NEJ - til, at børn bruges i et
beskidt politisk spil.
Fredag den 4. marts 1977 fik vi
kulturminister Niels Matthiassens ord for, at børnekultur betød en
revolutionær kamp.
Et af de nyeste, præmierede kulturelle
kampskrifter for børn blev omtalt i Aalborg Stiftstidende. Borgens
Forlag var avantgarde og udskrev i 1976 en børnebogskonkurrence. For
at vinde skulde man opfylde visse krav, som forlaget beskrev i et 35
sider stort hefte med råd og vejledning. Heftet var udarbejdet
af Torben Weinreich og Søren
Vinterberg fra organisationen BRIS (kaldet BarneRov I
Samfundet – og med foden indenfor i Kulturministeriet).
De skrev blandt andet: ”Vel skal der
være en ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om
bl.. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt,
selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk
ekspressionisme/futurisme for børn). Har vi ikke tid til at finde
øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”
Om sproglige og stilistiske forhold
opstillede Torben Weinreich seks bud. Det 4.lyder: ”Gør
problemerne konkrete gennem handling og ikke – udelukkende –
abstrakte gennem tale og tænken. Hvis en kapitalist er en led skid
(og det er han sgu nok), så nøjes ikke med at fortælle det. Lad
ham handle som en skid, så enhver kan se det. Og beskriv så de
andre efter deres måde at forholde sig til skiden på. -
Kønsrolleproblem: de socialistiske bøger kender praktisk talt kun
til han-kapitalister (det er typisk – og det skal fremhæves!). Lad
os få nogle lede kapitalistkællinger frem på scenen”. Citat
slut.
Bent Haller var en lydig dreng. Han
opfyldte kravene, og Borgens Forlag belønnede ham.
At minister Niels Matthiassen, Søren Vinterberg
og Torben Weinreich kunde forfægte deres revolutionære ideologi
blandt medborgernes børn som privatpersoner var vel groft nok, men
at sådan samfundsundergravning kunde foregå gennem
KULTURMINISTERIET !
Kilde: tidsskriftet AKTION's første
prøvenummer 1977 i et læserbrev fra
Ellen Pedersen
Duebrødrevej 11, Aalborg
