Nu efter fyrretyve års nedbrydning og ødelæggelse og til sidst med EU`s tilkaldte hjælp fra islam er alt blevet synligt også for Maren i Kæret!
Her beskrives resultatet af to vågne og dygtige politikere: Messserschmidt og Marie Krarup:
Dato: 17. februar, 2013 af orten Messerschmidt
SFUs formand sidder her til aften på News og forklarer de unges druk-orgier i Prag med, at de er på flugt. Spørgsmålet er imidlertid, hvad de unge er på flugt fra? Her giver ungsocialisten intet svar. Det er der nok en årsag til: Med familiens sammenbrud, traditionernes opløsning, autoriteternes fald, mediernes dekadenceoverflod, folkekirkens nedbrydning og relativiseringen af værdier og begreber som identitet og fædreland har netop socialisterne og den radikale skole nedbrudt ethvert fundament, som unge mennesker kunne besinde sig på.Fra de slår øjnene op i hjemmet, til de befinder sig i skolen, ser Danmarks Radio, følger Folketingets debatter eller orienterer sig i den almene nyhedsdækning fyldes de med identitetsopbrydende kulturrelativisme.I hjemmet findes enhedsfamilien ikke længere. Med det kønsneutrale ægteskab er forholdet mellem mand og kvinde ikke andet end en mulighed. Og forholdet mellem barn og forældre er med revselsrettens afskaffelse blev retsliggjort. Den naturlige autoritet er ikke længere forældrene, men kommunale embedsfolk. Hertil kommer, at folkekirken skal rives ud af folket via en særlig kirkeforfatning. Og hvis det ikke virker, skal den tiltagende heldagsskole overtage stadig mere af opdragelsen. Lærerne skal nemlig ikke bare uddanne dygtige elever. De skal skabe demokratiske medborgere..! I den ånd er udenadslære afskaffet og gruppepædagogikkens ansvarsfrie tilværelse blevet hverdag. Måske det er denne ansvarsfrihed, vi i disse dage ser florere blandt de måbende borgere i Europas gamle kulturhovedstad, Prag…?I skolen fortæller man, at vi ikke er danske, men verdensborgere. Ja, enten findes danskheden ikke eller også en den direkte ond. Enten et latterligt begreb, opdigtet af sentimentale romantikere eller den direkte årsag til alverdens krige. Sådan lyder parolerne fra folkeskolens, gymnasiernes og sågar de højere læreanstalternes undervisningsmateriale, der ikke længere indgyder noget så gammeldags som faktuel viden. Nej, det kan man jo slå op på wikipedia! I skolen lærer eleverne at føle og overveje. Men hvem kan føle sig til en identitet? Hvem kan slå rod som verdensborger? Hvem kan blive andet end forvirret, når det nationale kun må dyrkes på fodboldbanen, mens det fornemme er troen på det abstrakte?I såvel de private medier som Danmarks Radio er public service-begrebet blevet skamreddet derhen, at det alene er lyttertallene, der afgør indholdet. Plat, primitiv og ustimulerende underholdning fylder æteren på P3. X-faktor og reality-programmer, der ikke bare er tomhjernede, men indgyder de unge mennesker et direkte skadeligt verdensbillede, hvor ikon-dyrkelsen og stjernedrømmene anskues som eneste garanter for en lykkelig tilværelses, fylder på hovedkanalerne. Og årtiets store DR-satsning – Borgen – har ifølge DR selv det erklærede mål at opdrage landets borgere til at stemme på Det Radikale Venstre.I Folketinget hører vi det samlede kleresi af stadig yngre, ikke-uddannede, frelste reality-stjerner – undskyld, ærede parlamentarikere – dyrke teserne om, at alle kulturer er lige; at vi ikke må forskelsbehandle; at kulturkritik er racisme og at racisme naturligvis er ondskab, der skal straffes. Og som kulminationen dyrkes den apokalyptiske drøm om et multietnisk samfund, hvor der ikke er forskel på dansk og kinesisk; på kristen eller muslim og hvor alle værdier er lige gode. Rodløshed som religion! Som ideologi. Men hvis alt er lige godt, bliver menneskelivet ligegyldigt. Hvis intet er bedre end andet, hvorfor så overhovedet kæmpe? For Gud? Kongen? Fædrelandet? Folket? Familien? Vennerne? Ja, hvorfor overhovedet løfte en finger for andre end sig selv…?Nej, disse unge er ikke på flugt. De er i deres livs søgen. Søgen efter at finde ud af, hvem de er. Intet menneske kan leve som et tomt hylster, der af egen drift skal fyldes ud. Menneskets væren, vor sjæl og ånd består ikke at golde formler og påbud om selvrealisering. At være menneske er at se sig om og kende både sine omgivelser og dermed sig selv. At turde kalde sig dansk. At turde stå ved sine værdier. At se med genkendelsens glæde på sine traditioner. At leve i et moderne nu, men med vished om generationerne før os, deres bedrifter og disses betydning for, ikke bare hvem vi er; men også hvem vi kan – og dermed skal – være.Ingen større synd findes der end utaknemmeligheden. Og netop utaknemmelighed det, den ånd- og rodløse dyrker. Thi hvordan kan man andet, hvis alle goder er et selvfølgeligt krav og livet kun kredser om, hvad man selv føler? Som spæd går det an; for som spæd er mulighederne trods alt begrænsede. Far og mor bestemmer. Men når mennesket går fra spæd til barn, og fra barn til ung, har vi brug for rammer, der klart definerer, hvem vi er; hvor vi kommer fra og hvordan vi kan komme derhen, vi gerne vil. Egoismen må udfyldes med vished.Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte de efterlod – skrev Johannes V. Jensen. Hvor havde han ret!! Og som den direkte modpol står de forende kræfter af socialister og radikalister, der som ideologi har dyrket det rodløse. Det frigjorte. I årtier.Til alle jer – her er jeres synderegister: I har med jeres udlændingepolitik sønderrevet befolkningen. I har nedbrudt familien. I har sået tvivl om vore værdier. I har relativeret alt det, som generationerne før os kæmpede og døde for. Konsekvensen ser I i Prag. Men ikke bare i Prag.Kig jer omkring – og I ser et samfund i forfald.
Kig jer da i spejlet. Og I ser synderen..!
____________________________________________________________
B-TINGET:
Kulturel opløsning af Marie Krarup 17.2.2013
Det er ikke sært, at gymnasielever raver stangdrukne rundt i Prag og opfører sig af helvede til. Det er heller ikke sært, at rationalismen er den herskende tankegang i dagens Danmark. Det er en naturlig følge af de holdninger, børnene præges af i skolerne.
Jeg fik et chok, da jeg i 2007 begyndt som lærer i samfundsfag i gymnasiet og så, hvad sociologi-delen indeholder. Sociologi er en del af samfundsfag, der handler om grupper og fællesskaber og om, hvad et menneske er og hvordan dets identitet skabes. Eller rettere, hvordan man selv skaber sin identitet. For i de fleste samfundsfagsbøger er udgangspunktet, - der leveres som et fastslået faktum, - at vi lever i det sen-moderne samfund, hvor INGEN traditioner eller normer har gyldighed, før man selv har valgt dem. Sådan er det bare! Dengang i landsbrugssamfundet og industrisamfundet var det godt nok anderledes. Men dengang levede man også i slægter eller familier og havde et religiøst eller politisk fundament for sine holdninger. I dag lever man i videnssamfundet, der er fundamentalt anderledes end fortiden og man har intet fundament. Kun det man selv vælger at gøre til sit fundament. Tidligere slægtleds erfaringer er ubrugelige. Forældre-autoritet er derfor slet ikke en mulighed.
Fra 2005 og frem er samfundsfag på C-niveau blevet obligatorisk for alle gymnasiaster og HF-elever. Og husk, at vi her taler om 70 % af en årgang! De tvinges igennem dette kulturelle syrebad. Det kaldes ”kulturel frisættelse”. Den slags teorier, serveres som sagt som fakta uden at gøre opmærksom på, at der naturligvis er ligeså mange seriøse folk, der mener det modsatte.
Teorien om kulturel frisættelse er det samme som aktiv opløsning af vores kulturelle fundament, der består af kristendommen, familien og nationen – Gud, Konge og Fædreland. Det nedbrydes systematisk i vores skolesystem. Jeg ved godt, at der stadig er ganske få skoler tilbage, hvor man synger morgensang, hvor man fortæller Danmarkshistorie og kristendomshistorie og deltager i juleafslutning i kirken. Jeg ved også godt, at der er ganske få familier, der gør det samme. Men de fleste skoler og familier har opgivet og har overgivet sig til opløsningen og den kulturelle frisættelse, hvor kun de ting man aktivt vælger til har gyldighed. Men hvem har selv valgt sine forældre, sit fædreland, sin religion sit sprog? Alle de ting, der betyder noget og som vi har et ansvar for at føre videre.
