Paven har meddelt, at han ikke orker længere og derfor ikke mere kan klare det embede, han har fået overdraget.
Men en større begivenhed venter ham dog nu i maj, en helgenkåring af 800 mand. I 1480 blev den lille by, Otranto i Apulien (hælen på Italiens støvle) overfaldet af tyrkerne, den mandlige befolkning dræbt i en massakre og børn og kvinder ført bort som slaver. De 800 mand, der forsøgte at forsvare byen og hvis relikvier, man har bevaret, er for længe siden erklæret "beati" (velsignede), men nu skal de helgenforklares. Det er et længere ritual at nå frem til helgenkåring: man gennemfører en slags retssag over den pågældende person mellem det gode og det onde for at få værdierne frem i lyset.
.jpg)
Mon ikke tanken bag denne aktuelle helgenkåring skal bedre lidt på billedet af pavekirken , som både i religiøse kredse og udenfor har gjort sig kedelig bemærket, da den forrige pave kyssede koranen til trods for dens ukristelige indhold. Og det er desværre ikke lykkedes pave Benedikt 16 at
rette op på vigtige interne problemer i pavekirken. Gammel, træt og udkørt er helgenkåringen i maj her i vor kulturkaotiske og religionskrigende tid måske en chance for paven og pavekirken for at styrke tro og indsats for verdens katolikker.
Her er kort de historiske begivenheder fra Otranto, oversat fra italiensk:
Den 28. juli 1480 kom en tyrkisk armada fra det albanske Valona under Pascia Gedik Ahmet med ca. 150 fartøjer og 18.ooo soldater og lejrede sig under Otrantos tykke bymure.
Angrebet gik i gang. Byen forsvarede sig ihærdigt, men de 6000 indbyggere kunde i længden ikke klare bombardementerne. De opgav byen og trak sig med garnisonen ind i borgen, mens tyrkerne begyndte deres razzia - også i byens nærliggende flækker.
Da Gedik Ahmet krævede overgivelse af forsvarerne, nægtede de det og tyrkerne genoptog bombardementerne. Den 11. august efter 15 dages belejring gav pasciaen tegn til det endelige angreb, hvor han lykkedes at nedkæmpe forsvaret og indtage borgen.
I den efterfølgende massakre blev alle mænd over 15 år dræbt, mens kvinder og børn blev gjort til slaver. I følge nogle historiske rekonstruktioner var der ialt 12.000 døde og 5000, der blev gjort til slaver, medregnet ofrene i det omliggende landskab på den salentinske halvø. De overlevende og præsteskabet m.m. var flygtet ind i domkirken for at bede sammen med ærkebiskop Stefano Pendinelli.
Pasciaen beordrede dem alle at tage afstand fra kristendommen, men da han fik et klart Nej, brød han ind i domkirken og fangede dem. De blev alle dræbt, og kirken blev som tegn på tyrkernes foragt lavet om til hestestald. Særlig barbarisk blev drabet på den gamle ærkebiskop, som opfordrede alle sine endnu levende trosfæller at påkalde Vorherre i dødsøjeblikket.
Bispen blev hugget ned med sabel og hakket itu med krumsablerne, mens hans afhugne hoved blev sat på en lanse og båret rundt i byen. Kommandanten for befæstningen, Francesco Laro blev - levende - savet igennem.
En af lederne for Otrantinerne, som den 12. august havde nægtet at omvende sig til islam, var den gamle skrædder Antonio Pezzulla, kaldet Primaldo.Den 14. august lod pascia Gedik Ahmet de overlevende binde og føre til den nærliggende Minerva-bakke, hvor han lod mindst 800 halshugge, idet han tvang slægtninge at deltage i henrettelserne. Den første var Antonio Primaldo.
Traditionen siger, at hans krop efter halshugningen blev stående rank på sine ben, indtil den sidste af Otrantinerne var blevet martyr. (Se billedet) - til trods for bødlernes anstrengelser på at vælte ham omkuld. (Se billedet)
Det hedder sig, at en tyrker under denne massakre, en Bersabei, omvendte sig ved at se hvordan otrantinerne døde for deres tro og selv led han derpå martyrdøden ved sine egne våbenbrødre.
Efter 13 måneder blev Otranto generobret af Aragonierne anført af Alfonso af Aragonien, søn af kongen af Neapel.
< Martyrernes Kapel i domkirken i Otranto
