maj 03, 2012
2. Hvordan kom man uden om forældrene?
Som nævnt gjaldt det at få børnene indoktrineret med de 45 kommunistiske langtidsmål. Den mest aktuelle paragraf i den henseende er nr. 41:
"Skab behov for børneopdragelse uden for forældrenes ”negative” indflydelse. Ophjælp fordomme, mentale blokeringer og hæmninger hos børn for at undertrykke forældrenes indflydelse.”
Hvordan kan man det?
Svaret finder vi i Danmark. I en tydelig forklaring fra Torben Weinreich:
I bogen «Børne-og Ungdomsbogen i Lokalsamfundet» skriver han, hvordan man via æteren kan omgå den forældrestyrede og beskyttede opdragelse, altså ignorere forældremyndigheden. Man kan omtale og anbefale børnebøgerne direkte til børnene i radioens og TV`s børneprogrammer, som forældre kun meget sjældent ser.
I samme bog beretter Torben Weinreich om sit Osted-projekt, der ikke opnåede den ønskede kulturstøtte, da den fornødne tillid til hans arbejde ikke syntes at være til stede.
Torben Weinreich startede sin karriere ved Askovgården socialcenter på Nørrebro 1966. Efter lærerexamen var han nogle år pædagogmedarbejder ved Roskilde Amts skolecentral (i dansk og dramatik), desuden ansat ved skoleradioen og medredaktør af det socialistiske blad BIXEN (om miljøer og medier for børn). Han blev cand. pæd. 1974 og kastede sig over børnelitteratursociologi.
I det anti-kommunistiske tidsskrift AKTION nr. 2, 1978, fortælles om hans psykiske overgreb på børn, der førte ham til elitens top som professor i børnelitteratur.
Han har skrevet børnebogen ”Arbejdsløs” (tegninger af Claus Deleuran) m.m. og flere bøger om dramatik, bl.a. ”Dramatik i Orienteringsundervisningen”, udgivet af Børnehaveklasseforeningen i samarbejde med Pædagogisk Landsforening for Orientering (PLO). Heri gøres rede for målet: dramatik skal ikke bare øge sanse- og kropsbevidstheden, men ”denne bevidsthed må bruges til noget f.eks. til at bryde ”det autoritære og kommercielle mønster””. Ifølge bogen når børnene individuel frigjorthed ved ”en mere styret arbejdsform i starten”, hvorved de snart vil føle ”at have mulighed for at indgå i den aktuelle sammenhæng på linie med de andre.” Dramatik skal føre til udadvendt aktivitet, thi ”formålet må være individets frigørelse i en proces, der indebærer arbejdsklassens frigørelse.”
Sammen med Søren Vinterberg fra den mentalhygiejniske organisation BRIS har Torben Weinreich skrevet ”Børnelitteratur-Klassekultur” og meget andet,, bl.a. i BIXEN, eller gennem eget forlag TIU og som børnebogsanmelder ved Brugsforeningens blad SAMVIRKE (!).
På tale om tegneserier i danskundervisningen er det tankevækkende at se, hvor ihærdigt han påtaler den triste leflen for lave instinkter som vold, kriminalitet, penge- og sexbegær osv., samtidigt med at han og hans medarbejdere i kamp mod folkestyre og forældre bevidst bruger og anbefaler sådanne ting uden nogen som helst skrupler over for børnene eller deres forældre (se nedenfor!).
”Hvordan får vi bedre børnebøger”, spørger han i SAMVIRKE, 1976. Spørgsmålet lyder som en vittighed på baggrund af Weinreichs og Vinterbergs forfattervejledning til forlaget BORGENs børnebogskonkurrence.
I denne vejledning opfordredes børnebogsforfattere til at skrive om politisk arbejde af forskellig art, f.eks. elevrådsarbejde, landproletariatet (= husmænd som specialarbejdere), aktioner på arbejdspladserne, revolutioner, terror, massagepiger, homosexuelle drenge, hor og vold. ”Vel skal der være ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk expressionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu helt at ligne et program, men OK: så er det et program. Har vi ikke tid til at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”
Bent Haller viste sig som et skrupelløst redskab, der fulgte anvisningerne fra Weinreich og Vinterberg, der sammen med to trosfæller, Iben Melbye og Borgens direktør, Ole Thestrup, udgjorde dommerkomitéen. Haller havde således alle chancer for at vinde - og vandt da også med bogen KATAMARANEN. Den vakte forældreharme og postyr i flere kommuner, hvor bibliotekarerne indkøbte den eller lærere tog den i brug.
Weinreich og hans extremist-venner sigtede mod et bestemt politisk mål. Det skulle nås. Med anstændige eller uanstændige midler! Han brugte Mentalhygiejnens ideologiske taktik: han greb fat i børnene bag forældrenes ryg.
En pjece fra den forældrefjendske organisation BRIS (Børns Rettigheder I Samfundet, med øgenavnet ”BørneRov I Samfundet) hovererede med, at de havde ”kontakt til børnebogsforlag”.
BORGEN !
Kilde: Tidsskriftet AKTION 1977 og 1978