Når Italien omfavner islam er det altsammen kirkens skyld
Ved I at omkring 70.000 muselmænd har italiensk statsborgerskab? Ved I, at muselmændene udgør ca. 1.583.000 svarende til 2,7 % af befolkningen? Ved I, ats islam er Italiens næststørste religion tæt på kristendommen?
Ved I, at der i gennemsnit opstår et islamisk center i Italien hver 4. dag?
Ved I, at islamiske terrorister med italiensk statsborgerskab er engagerede i Jihad, Hellig Krig mod jøder, kristne, vantro og apostater? Og hvis I ikke ved det er det en ganske alvorlig sag. Men endnu værre er det at konstatere, at alt dette sker med udsøgt maskepi fra kirkens side såvel officielt som på initiativ fra det pavelig råd gennem interreligiøs dialog og kirkefolks opførsel og bekræftelse, lige fra kardinalerne til en bunke “islamisk korrekte” sognepræster.
Reflektionen melder sig gennem de nye erklæringer fra Ezzedine Elzir, lederen af Ucoii (det islamiske fællesskab og sammenslutninger i Italien) til Kalus Davi, hvori bekræftes, at der i Italien er 70.000, der er “vendt tilbage til islam”. Hvorfor “vendt tilbage” og ikke “konverteret”? Elzir forklarer: “Vi foretrækker at bruge ordet “vendt tilbage”, fordi det er en genopdagelse af den sande tro”. Dermed vil han sige, at for muselmændene er islam ikke en religion, der er forskellig fra jødedom eller kristendom, som man tilslutter sig ved at konvertere, som det sker i andre religioner, men en overordnet religion, som står over jødedom og kristendom, den eneste sande tro, fuldførelsen af profetiens åbenbaring og sigil, i en opfattelse af, at menneskene fødes som muselmænd, og selvom de dyrker en anden religion bærer de islam inden i sig, om end de er uvidende herom, og derfor er det en tilbagevenden at genopdage “den sande tro”.
“Der kommer hver dag ikke-muslimer til vore moskèer, som vil lære islam at kende, og mange af dem omfavner den”, tilføjer Elzir. “Når der opstår krise i værdier og økonomi, vender folk tilbage og opdager sine rødder, sin åndelige verden,” uigenkaldeligt lig islam.
Hvordan er det muligt, at man i Italien, katolicismens vugge, det kristne land, som rummer pavekirken, kristi stedfortrædere, er nået til det punkt at dens åndelighed ligestilles med islam? Nuvel, svaret hedder “religiøs relativitet”. Pave Benedikt den 16. har flere gange personliggjort det alvorlige onde i “relativismens diktatur”, som må bekæmpes, fordi den - ved at sætte fornuften på loftet - kræver, at vi skal anse alle religioner, kulturer og værdier for lige meget værd trods deres indhold.
Det talende vidnesbyrd om den religiøse relativitet ligger i litanien om “de tre store monoteistiske, abramitiske religioner, der er åbenbaret i Biblen”, som beder til den samme Gud. Ligesom relativiteten findes i kirkefolks opførsel, når de tror, at de - for at elske muselmænd som personer - betingelsesløst skal forene deres legitime religion med islam bortset fra den kendsgerning, at det er uforligeligt med værdierne i livets hellighed, lige værdighed mellem mand og kvinde og med religionsfriheden.
Vågn op! Islam er allerede kommet indenfor døren! Det er italienerne selv, som forårsager den islamiske erobring med kardinalerne og sognepræsterne i spidsen, som anstrenger sig for at sprede moskèer! Lad os befri os for relativitetens diktatur! Stop den islamiske invasion! Nu rækker det med moskèer!
Lad os genfinde vor sjæl, lad os generobre brugen af fornuften, lad os finde sammen igen før vi helt taber muligheden for at være os selv i vor eget hus!
*) Den italienske journalist Magdi Christiano Allam, er ansat ved den store Milanoavis, Corriere della sera, som støttede Oriana Fallaci med at få spredt hendes artikler og bøger om islamiseringen af Europa. Magdi Allam var muslim, men blev for nogle år siden døbt af paven selv en påskesøndag i Skt. Peterskirken med navnet Christiano.
Se indlæget på Spydpigen 24.3.20008.
Kilde: http://www.newenglishreview.org/blog_display.cfm/blog_id/41928
Spydpigens Kommentar: den samme anklage kan bruges mod vor egen folkekirkes ligegyldighed.
Spydpigens Kommentar: den samme anklage kan bruges mod vor egen folkekirkes ligegyldighed.
