På næste lørdag - den 28. august - opstilles der en træskulptur på Verum Kirkebakke til minde om Gjøngehøvdingen og de ulykkelige svensk-danske krige.
”Gøngehøvdingen” var tidligere en af de mest kendte bøger i Danmark. Enhver rask dreng havde læst den og mange mere end én gang. Den er skrevet af Carit Etlar.
Carit Etlar, hvis rigtige navn var Carl Brosbøll, kom til verden 1816 og voksede op i Fredericia, hvor hans far drev købmandshandel, tobaksfabrik og kartefabrik. Familiens gamle karl, Søren Tyvkjær, var som mange andre almuefolk fuld af overtro og fyldte Carl med historier. Drengens fantasi fik yderligere næring ved kørsel
for faderens forretning langt ud på den
jyske hede, hvor taterne holdt til. Desuden
slugte han masser af bøger fra lejebiblio-
teket: Victor Hugo, Dumas, Walter Scott…
Carl fulgte ikke i faderens fodspor som ønsket. På et groft lagenlærred malede han en Madonna. Flot! Syntes han selv, rullede lærredet sammen og fuld af livsmod gik han den lange vej til Odense og lykkedes at få foretræde for prins Christian. Den vordende kong Chr. 8 så på makværket og lovede at prøve at skaffe drengen friplads på akademiet.
Knægten stak så af hjemmefra. Under akademitiden i København døjede han med fattigdom og sult, selvom han fik en slant for sentimentale skillingsviser og historier.
I 1838 sendte han sin bog ”Smuglerens Søn” til H.C.Andersen, og digterens venlighed styrkede ham. Professor Sibbern skrev forord til bogen, og den præmieredes af De skjønne Videnskabers Fremme.
Carit Etlar skrev tre universitetsafhandlinger og vandt alle tre, men fik ingen pris!
Første gang, fordi han ikke havde studenterexamen, anden gang fordi han - om end i gang med studenterexamen - endnu ikke havde fuldført den. Tredje gang, fordi han selv mente at han nu også havde krav på de to tidligere priser og ellers ikke ville tage imod den tredje.
Han meldte sig som frivillig til krigen 1848, og da han kom tilbage byggede han sig et hus på det endnu så godt som øde Frederiksberg. Velhaveren, der havde solgt ham grunden, tog prioritet i huset, og næppe var huset færdigt, før han sendte ham en køber på halsen. Etlar kviede sig – men solgte. Det gav pote! Nu kunde han uden økonomiske bekymringer bygge hus nr. 2. Vejen blev opkaldt efter ham.
Det er svært at leve af forfatterskab, men en stilling ved Det Kongelige Bibliothek sikrede ham økonomisk. Han blev landets mest yndede folkelige forfatter, og den mest populære bog blev ”Gjøngehøvdingen” 1853, som læstes af generation efter generation i godt og vel hundrede år, indtil man efter sidste verdenskrig gik til angreb på begreberne ”nationalisme”, ”patriotisme” og ”fædrelandskærlighed”. Man hævdede, at disse begreber havde været årsagen til Anden Verdenskrig. Sandheden var nok snarere, at man ville afskaffe de nationale grænser for at bane vej for EU og ”Eurabia”-projektet.
I året 1902-03 lå Carit Etlar i top med 1.642 udlån fra Folkebibliotekerne, mens Drachmann lå på 364. I Norge overgik han både Bjørnson og Ibsen (årsopgørelse i Bergen 1901)
På sine ældre dage bosatte han sig ved oldtidshøjen ”Brødrehøj” nær Bernstorff Slot. I højen ville han hvile, når hans dage var forbi. Da Kirkeministeriet modsatte sig dette, greb hans sommernabo, Chr. 9, ind, og dér ligger han så nu, Gøngehøvdingens mester, Carit Etlar.
Hvor kom forfatternavnet fra? Carl Brosbølls ungdomsveninde, Tertia Fabricius, havde støttet ham med råd i hans svære, fattige periode i København, men døde tidligt. Hun er skildret i ”Smuglerens Søn”. Carit Etlar er en sammenslyngning af bogstaverne fra begges navne med en vis skelen til taternes glade velkomstråb:”Carl Emtaris!” når han som ung kom ud til deres hytter på den jyske hede og fortalte historier: ”Carl Emtaris” betød ”Carl Fortælleren”.
Kilde: C.F.Brickas Biografisk Lexikon
1899.
Fotos fra Karit Etlars villa och mindebuste ved oldtidshøjen.
