september 15, 2009

Ingen sjov historie

Hvert land har noget i sin historie, som man gerne fremhæver, og andet, man gerne fortier. Svensk historieskrivning har i årtier haft sine blinde pletter. Det har f.eks. været Sveriges ledende stilling inden for racebiologien. Videre har man tiet om tusindvis af tvangssteriliseringer, som den svenske stat gennemførte langt op i moderne tid. Store dele af journalistkorpset og kultureliten vil stadig ikke indrømme deres samspil med røde diktaturer og folkemordere.

I store dele af den muslimske verden findes der groteske fornægtelser af historien og absurde reviderede historiefortællinger. Det er alt fra benægtelse af holocausten til at jøderne lå bag angrebene på WTC 11.9.01.

Historiebenægtelse og historierevisionisme kan være alt fra absurd, løjerligt og ubehageligt til kilde til konflikter og grobund for undskyldninger, for voldshandlinger og krig. Det er ikke mindst det sidstnævnte som gør det nødvendigt at nøje følge udviklingen i Rusland.
Lande som værner og opretholder ytringsfrihed, pressefrihed og fri forskning med adgang til statslige arkiver løber mindre risiko for historieforfalskning med alt, hvad det kan indebære. Men netop disse friheder er stadig krympet i Putins Rusland. Samtidigt med dette har Putin og nikkedukken Medvedev skærpet tonen mod nabolandene og gjort fjendtlige udfald. Det var ikke præsident Medvedev, som rejste til Gdansk til 70-årsmindet om starten på den anden verdenskrig – det var Putin. Det er i sig selv en indikation af, hvem der virkelig styrer. I sin tale kaldte Putin Molotov-Ribbentrop-pagten for en ”fejltagelse blandt mange”. Der var ingen undskyldninger, ingen ansvarstagen. Samtidigt hed det i den Putin-styrede statslige TV, at Rusland ikke har noget at angre eller bede om undskyldning for, men at man faktisk reddede det polske folk. På det russiske forsvars hjemmeside anklagede man Polen for at have skabt krigen ved at provokere Hitler.

Russiske historikere er med på politisk motiveret historieskrivning. Natalia Narochnitskaya mener, at okkupationen af de baltiske stater og polsk territorium var legitimt, eftersom de lå i ”den russiske interessesfære”. En anden historiker, Pavel Danilin, hævder at det russiske militær angreb ”ikke var et angreb eller anfald” men et forsvar for den polske befolkning.
Sovjetunionen benægtede til stadighed, at man lå bag massakren på 20.000 polske militærfolk og intellektuelle i Katyn. Man lagde skylden på nazisterne. Filmen ”Katyn” fra 2007 er forbudt i Rusland. Det er nu også forbudt at sammenligne Stalin og Hitler, samt at sige, at 1945 indebar en ny undertrykkelse i Østeuropa under Sovjetkommunismen. Fornylig lod man opsætte plader med citater af Stalin på en nyrenoveret tunnelbanestation i Moskva.

Disse historieforfalskninger sker samtidigt som Putin taler om, at kollapset af Sovjetunionen var 1900-tallets største geopolitiske katastrofe. Genkaldelsen af Stalins ånd sker samtidigt med, at det russiske regime med trussel og vold imod nabostaterne forsøger at udvide deres interessesfære.
Dette er ikke russerskræk. Det er hvad der foregår og det er ikke nogen sjov historie.

Kilde: Mats Thunehag i Världen idag 14.9.09.

Foto: Putin som præsident