I en kronik i Politiken 25/9 ”Arabisk sprog bringer følelser i kog” spørger Helle Lykke Nielsen (HLN): ”Hvorfor protesterer man imod, at København vil give børn mulighed for at vælge arabisk som andet fremmedsprog?”
Spørgsmålet viser, at HLN ikke har tilstrækkelig føling med hverdagens Danmark, for sagen rummer politisk sprængstof, så det batter, og kronikøren kan ikke siges at være uvildig, eftersom det er hendes levevej at undervise i arabisk.
Hun finder det svært at forstå, at sprog kan sætte følelser i kog, især da man ellers er så begejstret for tosprogede elever, der foruden dansk kan engelsk eller fransk. Men der er forskel! Engelsk og fransk er sprog i vor egen vestlige kulturkreds, mens undervisning i arabisk givetvis vil øge det politiske arabiske pres på børn for at ændre vor kultur, vort demokrati, vor livsstil.
Hun harcelerer over opfattelsen, at arabisk sprog er tät knyttet til islam. Jamen det kommer man da näppe uden om, selvom hun forsöger med sätningen ”arabisk er modersmål for masser af kristne”. ”Masserne” er trods alt en minoritet.
Under forrige besættelse af Danmark vakte tysk sprog også harme. Man kan endnu møde ældre mennesker, der principmæssigt nægter at tale tysk, selvom de behersker sproget.
HLN pointerer, at arabisk er jordens 5. største sprog og derfor vigtigt. Mange arabisktalende er imidlertid analfabeter, og man bör også vurdere, hvilke litterære oplevelser eller faglig viden, sproget kan give os. FN-rapporter om den arabiske verden – NB skrevet af arabere selv! – fortæller, hvor langt deres kultur halter bagefter den vestlige med hensyn til litteratur og meget andet.
HLN gør videre opmærksom på, at kendskab til arabisk også har ”sikkerhedsmæssig betydning”, ligesom russisk under den kolde krig. Hun nævner de voksende terrorgrupper. Rigtigt. Det er meget ubehageligt, at man kan stå ved siden af arabere uden at forstå om disse eventuelt planlægger et overfald på en.
Endelig forklarer HLN, hvilke enorme summer man kan tjene f.eks. i Mellemøsten ved udover dansk at kunne arabisk. Med penge kan man købe verden. Og for ussel mammon underkaster Vesten sig gerne en dhimmistatus til efterkommerne, ansporet af islamvenlige danske akademikere o.a.
HLN mener, at danske massemedier omtaler arabisk sprog nedsættende, samt at befolkningen overfører deres naturlige negative indtryk af den muslimske verden på selve sproget. Hvor mange, der taler arabisk i Danmark, ved man ikke, men det anses gerne for et ”underklassesprog”, sikkert på grund af de mange analfabeter og fordi de arabisktalende har svært ved at integreres og få arbejde, avler mange børn og er mere kriminelle end de fleste, sådan som HLN skriver. Dette forklares så med, at de er ”flygtninge” med flere ”fysiske og psykiske skader” end arbejdsimmigranter! Forklaringen turde være problematisk, da ordet ”flygtning” allerede i årtier har været brugt i betydningen ”økonomisk flygtning”. Hertil kommer, at arabere generelt set ikke er kendt som et arbejdsomt folk. De importerer selv arbejdere (– gerne flittige østasiatere), der undertiden holdes fast i slavelignende forhold.
Ifølge HLN mener modstanderne af undervisning i arabisk, at en sådan undervisning vil være en hindring både for ordentlig indlæring af dansk og for tilegnelse af kristne værdier, og dermed også for integrering i det danske samfund.
Selvfølgelig vil undervisning i arabisk øge islamiseringen. De muhammedanske lærere vil gøre alt for at påvirke børnene. Det er ganske simpelt deres pligt i henhold til koranen. Alle samfundsændringer, som politikere, psykologer, filosoffer eller andre finder på, starter med børnene, og – om ikke før – så når de er vokset op, gennemføres samfundsændringen.
Det er let at sidde i et lille veludviklet land og i en god stilling og tale godt for ”arabisk kultur” og islamisering. Denne strategi for at fremme arabisk kultur i Europa gik EU med til ved de katastrofale olieaftaler i den såkaldte ”Arabisk-europæiske dialog” i 1978, og Helle Lykke Nielsen er altså bare - som hun skal være -”politisk korrekt” i EU´s politiske spil.
