Det nye år startede med en lidt lang TV-gudstjeneste af en lidt forvirret kvindelig præst, hvis ideologi stod til multikulturens kaos, hvor alt ikke bare skal tolereres, men accepteres.
Verden befinder sig i øjeblikket i en brutal og hidsig religionskrig. Islam kæmper for at få magten, hvilket de aldrig har lagt skjul på, hverken i ord eller i handling, omend lidt kamufleret. Og det går tilsyneladende forbavsende godt og forbavsende hurtigt. Nytårsgudstjenesten i Haderslev Domkirke var et skridt på vejen.
Præsten hed Marianne Christiansen og er i virkeligheden biskop.
Apropos denne underlige agitationsagtige gudstjeneste for den siamesiske-ånd Gud-Allah i Haderslev mindede mig om en tidligere artikel om vor marxistiske folkekirke.
Er folkekirken overhovedet kristen? Ingen vil vel påstå at venstresocialisternes, kommunisternes og Socialistisk Folkepartis partiprogram er kristeligt og gudshengivent?
68-generationens kommunistbegejstring ramte også den danske folkekirke. Socialismens budskab om solidaritet blev for mange det samme som Jesu budskab, skønt kommunismen erstattede Gud med staten og kærlighed med tvang. Religionen blev udvandet. Jesu ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, blev tilsidesat. Adskillige præster, som var tilhængere af venstresocialisterne og socialistisk folkeparti, blandede deres politiske kamp og religionforkyndelse sammen.
Folkekirken havde plads til det hele. Næsten da! For Harald Søbyes Røde Bibel blev dog for meget, så han måtte af med kjole og krave. Der var udflippede præster som Erik Bock med hans børnemagtshalløj og flitterstadskirke i Christiania og Aage Schiøler, som arbejdede på at få et nyt Christiania op at stå ved Skive. Rødstrømpe-teologer som Ulla Sandbæk og Lene Sjørup erklærede, at Gud som faderbillede måtte væk, så man kunne bede ”Moder vor”, og hvorfor var Jesus en mand?
Aktivisten Birte Andersen holdt politisk juleprædiken i Lundehuskirken med unge mennesker med politiske slagord malet på ryggen. Hun blev bakket op af flere præster, og den røde biskop Ole Bertelsen viste sig at være indforstået med politiske manifester under kirketjenesten. Samme biskop banede vej for Hans Anker Jørgensen ansættelse som præst ved Allehelgens Kirke på Amager: Jørgensen skiftede officielt parti fra venstresocialisterne til SF og anbefaledes af Ole Bertelsen, så menighedsrådet faldt til føje. Det forhindrede dog ikke Jørgensen i at drive politik i kirken ved at udelade kirkebønnen og uddele propaganda på kirketrappen. Han lagde navn til fraktionen, ”Kristne for Socialisme”. Deres logo viser et kors, der tilsyneladende venskabeligt lægger sin ene arm omkring et andet kors, mens den anden arm løftes med en stor brutal knytnæve.
Margrethe Auken prædikede ligeledes marxisme både ved politiske møder og på prædikestolen og i mange år undlod også hun at bede for kongehuset, skønt det er påbudt. Hun lancerede en ganske speciel bøn med et underligt ordvalg, en bøn om, at Gud vil følge og forfølge enhver, der har magt over andre.
Præsten Hans Nebel havde kontakter både i Sovjet, DDR og på Cuba og sad i hovedbestyrelsen for Dansk-Cubansk Forening. Han oprettede ”basismenighed” ved sin kirke med foredragsholdere fra VS og SF og drev propaganda for et kommunistisk Mellemamerika.
Han var formand for ”Forbundet for Fred og Sikkerhed” og meget aktiv i ”Kristne for Nedrustning”. Skønt hele fredsbevægelsen var under sovjetisk styring vandt den utroligt gehør hos danske kirkefolk. Nogle havde - som Hans Nebel - en positiv holdning til Store Broder Sovjet, andre var bare utrolig brugbar-naive og lod sig lede af kirkens marxistiske aktivister.
Domprovst Ole Jensen, som deltog i en marxistisk ”konference” om Christiania, valgtes til forstander for Grundtvigs Højskole i Hillerød, fordi han havde ”den brede, grundtvigske livsholdning”.
Mange institutioner og organisationer, som var oprettet på kristent grundlag, konverterede til marxismen. Det gjaldt bl.a. Kofoeds Skole, som under forstander Lange Jacobsen flippede helt ud, mens Kirkens Korshær var pot og pande med VS´eren Tine Bryld om at acceptere hash og i børneåret 1979 vakte Korshæren nogen undren ved at stille sig positiv til børnepornografi!
Arne Skovhus som aldrig lagde skjul på, at han som VS´er kæmpede energisk på alle fronter - ikke mindst med politisk teater - for at ændre samfundet i marxistisk retning, blev forstander for Kristeligt Studentersettlement, samarbejdede naturligvis med andre VS`ere og holdt foredrag på Dansk Bibelskole. Som forstander for Settlementet afløstes han ved sin død af Ulla Habermann fra Dansk-Cubansk Forening.
Jesus-kommunismen udbredtes gennem det theologiske fakultet, kurser, bibelskoler, seminarier, pastoralskoler, børnebøger (”Kammerat Jesus”), Jens Jørgen Thorsens Jesu-film-projekt, radioprogrammer ved Mogens Hansen og religionssociolog Hans Iversen, Kristeligt Dagblad, som nu til og med kører frem med islam på deres hjemmeside.....
Glebe-Møller startede sit theologiske professorat på RUC og fortsatte på Københavns Universitet, og studenterpræsten Jens Brøndum blev afdelingsleder ved pastoralseminariet og anbefalede varmt ”Kristne for Socialisme”, thi ”den danske Kirke må råbe op”, sagde han.
Jeg har kun nævnt nogle få af Jesu-kommunisterne inden for folkekirken. Der er mange flere.
I psykologisk krig gælder det at få nøglestillinger, hvorfra man kan udbrede sit glade budskab om nye revolutionerende tanker. Danskere forventede med god grund, at folkekirkens ansatte skulle forsvare den kristne tro og hele den kristne tradition og kultur, som vort land bygger på, og afvise fortsat islamisering. Det får de til og med løn for! Men kirkeministeren svigtede sit mandat, og præster og provster og biskopper har kastet sig om halsen på islam.
Muslimerne gnider sig givetvis i hænderne.
