I 1976 opdagedes det, at staten Nordkorea, drev narkohandel gennem deres ambassader i Skandinavien, og diplomatiet blev udvist fra alle tre lande.
I den anledning arrangerede ”Forældreforeningen for narkoramte Børn” en demonstration lørdag den 30. oktober foran ambassaden på Granhøjen 7 i Hellerup med foreningens stifter, Lise Tønsberg i spidsen.
En del unge konservative mødte op samt bl.a. legetøjsforhandler Johannes Rønberg, der var konsul for Sydkorea og importerede legetøj derfra. Han bidrog til trykning af Lise Tønsbergas opråb til fri uddeling, Som andre kommunistiske ambassader vendte nordkoreanerne det døve øre til i lukket tilknappethed. Villaen lå hen som et ubeboet hus uden mindste reaktion på ringeklokke eller demonstranternes megafontale.
Hos uropatruljen så jeg nogle af de poser hash, man havde opsnappet fra kurérposten. De var ens, af bestemt vægt, vistnok 1 kg, pakket i jute eller lærred med statsstempel udenpå som garanti for kvaliteten. De fra Norden udviste diplomater blev ifølge pressen ikke retsforfulgt i deres hjemland, men tvært imod forfremmet og belønnet. Der var flere exempler på, at narkosmugling var en trafik, som kommunistiske stater anvendte i kampen mod kapitalismen, men Nordkorea var vist i mange år den eneste stat, som var blevet grebet på fersk gerning. I begyndelsen af 1976 meddelte den officielle narkorapport fra FN, at en ofte benyttet indførselsvej for narko til Vesteuropa var gennem – Øst-Berlin (Sic!, DR program 1, 1. februar 1980).. Værd at lægge mærke til i betragtning af Berlinmur, kontrol og vagt!
Året efter holdt Nordkorea en konference i Bryssel angående genforening af de to Koreaer. I den anledning skrev Lise Tønsberg som sekretær for ”Forældreforeningen for narkoramte Børn” et brev på engelsk til de delegerede fra Nordkorea. Hun fremførte sine anklager mod Nordkoreas virksomhed i Danmark ved samarbejde med den kriminelle underverdens narkohandel. Det nordkoreanske konferencesekratariat forstod ikke engelsk og kopierede intetanende brevet og uddelte det til de 120 konferencedeltagere samt til aviser, presseburauer og radiostationer! En alvorlig fadæse! Svenska Dagbladet tog sagen op.
Oktober 1981 kunne man se Nordkoreas Kim Il Sung hænge med røde bånd og stjerne midt i Gentofte Rådhussal. Ambassaden havde fået overladt hallen – til kulturudstilling! Troede den konservative borgmester Jørgen Godtfredsen i grænseløs naivitet, at det drejede sig om kunsthåndværk? Og kunne han ikke huske, at netop hans partis ungdom havde demonstreret imod ambassadens narkohandel? Kunsthåndværk var der ikke meget af: et lille bord med opsætning af fjer, broderier og malerier og lidt keramiske skåle, som end ikke røbede en fattig afglans af Koreas engang så berømte keramik. Derimod bugnede lange borde af alverdens kommunist-propaganda om Nordkoreas herligheder og frem for alt om deres vidunderlige fører, Kim Il Sung.
Jeg besøgte naturligvis udstilingen, forsynede mig med så megen propaganda, jeg kunne slæbe – om ikke for andet, så for at tilintetgøre det, sådan som jeg plejede i lignende situationer, men også for eventuelt at finde materiale til flere fejder. Jeg fik fat i et tryk, hvis store bogstaver : Den Demokratiske Folkerepublik Korea kunne bruges på en pjece, så den umiddelbart kom til at se tilforladelig ud, som var den fra ambassaden. Den var et genoptryk af Lise Tønsbergs brev til ambssaden ved protesttoget i 1976.´:
”Vi ønsker hermed skarpt at protestere imod den hensynsløshed, Deres land, Nordkorea, har udvist over for det danske folkl. Deres regering har ved hjælp af Deres ambassades personale misbrugt den gæstfrihed og retsbeskyttelse, de nyder i vort land ved at samarbejde med kriminelle og samfundsnedbrydende kræfter i Danmark og påføre vor ungdom skadelig stoffer, som næppe vil blive tolereret i Deres eget land.”
Vi gik nu i krig med at uddele denne tryksag til alle, der gav sig ind på rådhuset. Lad det være sagt, at der ikke var mange, men effekten var så meget større!.
Da nordkoreanerne opdagede vor løbeseddel, som folk tog med sig ind i rådhushallen, henvendte de sig til rådhuspersonalet for at få stoppet uddelingen, men de blev i stedet belært om ytringsfriheden i Danmark og om, at pjeceuddelingen var lovligt anmeldt. Så greb de til andre metoder: de stillede sig op på rådhustrappen, dels med truenede mine, dels med hånlatter, og knipsede et hav af portrætbilleder af os to kvinder som en art psykisk pression, men det bed ikke på så forbenede frontkæmpere. Så ringede de efter forstærkninger fra ambassaden. Et par koreanere overfaldt mig på rådhustrappen for at fravriste mig de pjecer, jeg havde i hånden, men af gammel vane fra min barndoms skoletid slog jeg igen og forsøgte med et brydertag at få krænget koreanerens hoved under armen… I det samme kom rådhusbetjenten styrtende, idet en udstillingsgæst havde opfattet episoden og fandt det groft nok med disse nordkoreanere. Rådhusbetjenten søgte at forklare dem noget om demokrati i Danmark, men forgæves (Se Berlingeren7.10.81),
Nu prøvede koreanerne en anden taktik: de tilbød penge for pjecerne, og da dette heller ikke gav resultat, tilkaldte de en ny mand fra ambassaden, en ret rund herre, der begyndte en slags teaterfore stilling på skoledrengenivau. Han stillede sig op og pegede på os med højlydt fnisen og sagde på gebrokkent dansk: ”Du er gammel!”, så hostede han mig direkte op i ansigtet og pustede cigaretrøg ind i hovedet på mig, skubbede til mig, forsøgte at spærre mig vejen og stirrede mig minutlang tid ind i øjnene. Da han stadig kom til kort, slog han om og forsøgte at indlede en samtale, men jeg fandt det unødvendigt at snakke med en så ukultiveret person. Hans velnærede og tunge korpus tillod ham ingen konkurrencemulighed ved pjeceuddeling, hvor jeg snart smuttede forbi ham på den ene led og snart på den anden, og han måtte give op,
Jeg følte mig imidlertid ikke tryg ved koreanerne og måtte til stadiged være på vagt.
En af dem stillede sig truende op foran mig og gjorde med hævet hånd mine til karatens håndkantslag, men jeg truede igen. Jeg måtte hele tiden vogte mig for ikke at stå på den åbne kørebane lige foran rådhustrappen, for det lå i luften, at koreanerne, hvis bil stod med næsen imod mig, ikke ville gå af vejen for en ”trafikulykke”. Jeg måtte holde øje med deres manøvre og bjerge mig i sikkerhed bag de lave jernstolper.
Næste dag havde koreanerne fået en henstilling fra rådhuset om, at man ikke måtte overfalde folk eller genere dem, men inde på rådhuset forsøgte de at fralokke folk den pjece, de havde fået udenfor. Og da jeg siden – uden pjecer – ville kikke mere på udstillingen, mente de sig berettiget til at bortvise mig fra rådhushallen: de pegede mod udgangen og bad rådhusbetjenten smide mig ud, og igen måtte de belæres om, at man ikke kunne udvise kommunens borgere fra deres eget rådhus.
Trist, at et land med så gammel kultur repræsenteredes af så ukultiverede personer! Det understregede kun den narkokriminalitet, de tidligere ambassadefolk havde lagt for dagen.
På Tvind fejrede man Kim Il Sungs 70 års fødselsdag med stor festivitas, en enorm kæmpelagkage og en slagsang om blod og krig og den herlige fører. Tvind havde skaffet sig fin kontakt til Nordkorea og sendte skolehold derover på studieophold.
Tvind havde fablet en del om barfodslæger og akupunkturbehandling. Var tanken måske den, at en sådan skulle udføres af nordkoreanske læger på Juelsminde Kysthospital, som Tvind havde købt (med de borgerlige byrådsmedlemmers sanktion!), så Nordkorea kunne få et ståsted i DanmarkKilde: klip fra bogen "5. kolonne, 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur" af Gertrud Galster.
