Hvor er de mennesker henne, som i 70´erne og 80`erne skreg os ørene fulde om forældres ”mishandling” af børn? Tog man ordene efter normalt pålydende var der næppe noget barn i Danmark, som ikke blev mishandlet. Bibliotekscentralen forklarede, at ”børnemishandling” ikke alene betød korporlig mishandling som ”tæv”, men også ufrivillig, tankeløs ”vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering, o.s.v.”Ifølge Socialstyrelsens pjece ”Osse dit ansvar” skulle man anmelde naboer eller andre for vanrøgt af børn ved mindste mistanke. Vanrøgt gjaldt også af ”psykisk art” uden nærmere definition.
Mente man forældrenes krav om, at barnet skulle gå i skole, eller i seng eller læse lektier? Var det aftenbønnen eller psalmeverset? På sådan løs baggrund kunne alle anmeldes.
Nu snakker man om muhammedaneres vold mod deres børn. Men hvor er alle de mennesker, der før så godhjertet tænkte på børnene, hvis de fik det mindste dask på halen eller blev begrænset i deres udfoldelsesmuligeder ? Er de konverteret til volden?
Hvad med omskærelse? Tvangsægteskaber? Voldtægter af barnebrude? Hvad med at være lagt i lænker under genopdragelse i hjemlandet? Eller udstå shariaens barbariske straffe?
