Pia Kjærsgaards Ugebrev - Mandag den 11. januar 2010
Jeg kan ikke sige, at jeg på nogen måde var overrasket. Alligevel blev jeg dybt deprimeret, da jeg læste den seneste undersøgelse fra Ugebrevet A4, hvor man har spurgt en række kunstnere, om de mener, at deres ytringsfrihed er blevet mindre fri siden Muhammedkrisen for mere end fire år siden. Jeg synes nemlig, det er sørgeligt at se, at halvdelen af de adspurgte føler deres ytringsfrihed er blevet truet. Hver 8. af disse kunstnere har en eller flere gange oplevet, at der er projekter eller opgaver de har sagt nej til, af frygt for repressalier fra islamiske ekstremister.
Hvor er vi lige henne? Grundloven sikrer os imod censur. Selvcensur kan man ikke lovgive imod. Selvcensuren pålægger vi os selv. Af økonomiske grunde. Af forløjet hensyntagen. Af frygt. Jeg kan for så vidt godt forstå kunstnernes frygt. Vi så med Kurt Westergaard forleden, hvor langt ekstremisterne er villige til at gå. Som politiker kender jeg også kun alt for godt til følelsen af, at der er ting, som det nok ville have været lettere at tie stille med, hvis man vil undgå problemer. Jeg forbeholder mig dog retten til at sige min mening, og må så sandelig også tage imod det, det medfører. Politikere som altid tier og samtykker, eller taler de andre efter munden, har ingen grund til at være politikere.
Jeg ville ønske de danske kunstnere også ville sige deres mening, udtrykke deres tanker på papir og lærred, og derved bevare og bibeholde den ytringsfrihed, som vi danske med rette er så stolte af og som er en dansk kerneværdi. Hvis vi tier stille af hensyn til islamistiske bøller, så visner og dør ytringsfriheden. For tør man ikke sige sin mening af ren frygt for konsekvenserne, så er friheden vel allerede gået tabt? Vi talte om det i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, få uger efter at Muhammedkrisen havde taget sin begyndelse. Vi så de brændende Dannebrog, optøjerne, og de grimme billeder af rasende muslimer, som ønskede død og ødelæggelse over Danmark og danskerne. I folketingsgruppen blev vi enige om, at den højeste pris vi kunne risikere at komme til at betale for Muhammedkrisen ville være, hvis de rasende horder af muslimer ville lægge en dæmper på danske karikaturtegnere og andre danske kunstnere, så de i fremtiden ikke længere ville turde benytte sig af deres grundlovsfæstede ret til at udtrykke sig frit og frejdigt. For mig at se, så er vores værste frygt i folketingsgruppen blevet bekræftet af undersøgelsen fra A4. Kunstnerne har mistet ævred, og tør ikke længere sige deres mening lige så snart de risikerer at støde en muslim. Det var det, vi frygtede. Faktisk er vi også kommet så langt, så jeg er nødt til at rose Ugebrevet A4 for overhovedet at turde lave denne undersøgelse, og rette fokus mod et så hysterisk følsomt emne, som frygten for muslimske repressalier. Tak til A4 for at turde. Det er den vej, vi skal gå. I de danske medier ser man også en tendens til en mindre fri evne til at sige sin mening – ulyst eller manglende mod? - lige så snart, det handler om muslimer. Mens flere store norske dagblade genoptrykte Muhammedtegningerne i sympati med Kurt Westergaard efter det grove overfald, og opfordrede deres danske søsteraviser til at følge trop, så har de danske dagblade brilleret med deres manglende sympati. De tør ikke. Jyllands Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, forklarer det med, at truslerne mod avisen nu er blevet så alvorlige, så man ikke tør løbe risikoen. Avisen har endda fået fjernet tegningerne fra hjemmesiden, hvor de ellers har været at finde siden de i sin tid blev trykt i Jyllands Posten første gang. Jyllands-Posten har bøjet sig for de, der vil undertrykke ytringsfriheden. Ekstra Bladet har tydeligvis også ændret deres ellers så skarpslebne og blankpolerede holdning, som de opbyggede under Muhammedkrisen. Ingen skulle kue eller true Danmarks førende medievagthund, der tør og aldrig nogensinde tier….
Hunden er i dag blevet lidt af en tandløs tæppetisser. Avisen mener nu, at prisen kan blive for høj, og at man skal finde bedre sager at slås for. Bedre sager end ytringsfriheden?? Kan en avis i ramme alvor mene det?? Da jeg for et par uger siden foreslog, at børn af uintegrerede indvandrere skal tvinges i vuggestue, for at få opbygget et socialt dansk netværk, og skabe sig en dagligdag mellem andre danske børn inden de begynder i folkeskolen, blev jeg mødt af den sædvanlige svada om, hvor racistisk og væmmelig jeg er. Væmmelig? Racistisk? Forslaget var ment som en hjælp til de små nydanskere og Danmark. Havde jeg foreslået, at danske børn, som af den ene eller anden grund vokser op som isolerede individer, på samme måde skulle tvinges i børnehave for at sikre, at de små fik en god social begyndelse på deres uddannelse, så var der ikke en kat, som ville have hævet et øjenbryn. Men børn af muslimer, dem kan man ikke tvinge i vuggestue. Tænk, hvis de blev sure.
Mit råd til alle, og det gælder ikke kun kunstnerne og journalister, men alle os danske er, at vi står sammen om at forsvare vores ytringsfrihed. Vi skal naturligvis tale pænt til og om hinanden, men sandheden, den sandhed vi selv mener at kende, den må vi ikke være bange for at føre ud i livet. Vi skal turde og vi skal have mod til at støtte dem, der tør det og gør det.
(NB fremhævelsen er Spydpigens!)
Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard
Jeg kan ikke sige, at jeg på nogen måde var overrasket. Alligevel blev jeg dybt deprimeret, da jeg læste den seneste undersøgelse fra Ugebrevet A4, hvor man har spurgt en række kunstnere, om de mener, at deres ytringsfrihed er blevet mindre fri siden Muhammedkrisen for mere end fire år siden. Jeg synes nemlig, det er sørgeligt at se, at halvdelen af de adspurgte føler deres ytringsfrihed er blevet truet. Hver 8. af disse kunstnere har en eller flere gange oplevet, at der er projekter eller opgaver de har sagt nej til, af frygt for repressalier fra islamiske ekstremister.
Hvor er vi lige henne? Grundloven sikrer os imod censur. Selvcensur kan man ikke lovgive imod. Selvcensuren pålægger vi os selv. Af økonomiske grunde. Af forløjet hensyntagen. Af frygt. Jeg kan for så vidt godt forstå kunstnernes frygt. Vi så med Kurt Westergaard forleden, hvor langt ekstremisterne er villige til at gå. Som politiker kender jeg også kun alt for godt til følelsen af, at der er ting, som det nok ville have været lettere at tie stille med, hvis man vil undgå problemer. Jeg forbeholder mig dog retten til at sige min mening, og må så sandelig også tage imod det, det medfører. Politikere som altid tier og samtykker, eller taler de andre efter munden, har ingen grund til at være politikere.
Jeg ville ønske de danske kunstnere også ville sige deres mening, udtrykke deres tanker på papir og lærred, og derved bevare og bibeholde den ytringsfrihed, som vi danske med rette er så stolte af og som er en dansk kerneværdi. Hvis vi tier stille af hensyn til islamistiske bøller, så visner og dør ytringsfriheden. For tør man ikke sige sin mening af ren frygt for konsekvenserne, så er friheden vel allerede gået tabt? Vi talte om det i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, få uger efter at Muhammedkrisen havde taget sin begyndelse. Vi så de brændende Dannebrog, optøjerne, og de grimme billeder af rasende muslimer, som ønskede død og ødelæggelse over Danmark og danskerne. I folketingsgruppen blev vi enige om, at den højeste pris vi kunne risikere at komme til at betale for Muhammedkrisen ville være, hvis de rasende horder af muslimer ville lægge en dæmper på danske karikaturtegnere og andre danske kunstnere, så de i fremtiden ikke længere ville turde benytte sig af deres grundlovsfæstede ret til at udtrykke sig frit og frejdigt. For mig at se, så er vores værste frygt i folketingsgruppen blevet bekræftet af undersøgelsen fra A4. Kunstnerne har mistet ævred, og tør ikke længere sige deres mening lige så snart de risikerer at støde en muslim. Det var det, vi frygtede. Faktisk er vi også kommet så langt, så jeg er nødt til at rose Ugebrevet A4 for overhovedet at turde lave denne undersøgelse, og rette fokus mod et så hysterisk følsomt emne, som frygten for muslimske repressalier. Tak til A4 for at turde. Det er den vej, vi skal gå. I de danske medier ser man også en tendens til en mindre fri evne til at sige sin mening – ulyst eller manglende mod? - lige så snart, det handler om muslimer. Mens flere store norske dagblade genoptrykte Muhammedtegningerne i sympati med Kurt Westergaard efter det grove overfald, og opfordrede deres danske søsteraviser til at følge trop, så har de danske dagblade brilleret med deres manglende sympati. De tør ikke. Jyllands Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, forklarer det med, at truslerne mod avisen nu er blevet så alvorlige, så man ikke tør løbe risikoen. Avisen har endda fået fjernet tegningerne fra hjemmesiden, hvor de ellers har været at finde siden de i sin tid blev trykt i Jyllands Posten første gang. Jyllands-Posten har bøjet sig for de, der vil undertrykke ytringsfriheden. Ekstra Bladet har tydeligvis også ændret deres ellers så skarpslebne og blankpolerede holdning, som de opbyggede under Muhammedkrisen. Ingen skulle kue eller true Danmarks førende medievagthund, der tør og aldrig nogensinde tier….
Hunden er i dag blevet lidt af en tandløs tæppetisser. Avisen mener nu, at prisen kan blive for høj, og at man skal finde bedre sager at slås for. Bedre sager end ytringsfriheden?? Kan en avis i ramme alvor mene det?? Da jeg for et par uger siden foreslog, at børn af uintegrerede indvandrere skal tvinges i vuggestue, for at få opbygget et socialt dansk netværk, og skabe sig en dagligdag mellem andre danske børn inden de begynder i folkeskolen, blev jeg mødt af den sædvanlige svada om, hvor racistisk og væmmelig jeg er. Væmmelig? Racistisk? Forslaget var ment som en hjælp til de små nydanskere og Danmark. Havde jeg foreslået, at danske børn, som af den ene eller anden grund vokser op som isolerede individer, på samme måde skulle tvinges i børnehave for at sikre, at de små fik en god social begyndelse på deres uddannelse, så var der ikke en kat, som ville have hævet et øjenbryn. Men børn af muslimer, dem kan man ikke tvinge i vuggestue. Tænk, hvis de blev sure.
Mit råd til alle, og det gælder ikke kun kunstnerne og journalister, men alle os danske er, at vi står sammen om at forsvare vores ytringsfrihed. Vi skal naturligvis tale pænt til og om hinanden, men sandheden, den sandhed vi selv mener at kende, den må vi ikke være bange for at føre ud i livet. Vi skal turde og vi skal have mod til at støtte dem, der tør det og gør det.
(NB fremhævelsen er Spydpigens!)
Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard
Fotokunst: Profeten og hans medløbere gør hvad de kan for at kvæle ytringsfriheden!
