Titler og omtaler kan præges af pk-infektion

I den redegørelse som den schweiziske stat i 1969 gav befolkningen angående strategien ved psykologisk krig ("Den anden Form for Krig", d.v.s. uden militære våben) beskrives,  hvordan man opretter et parti i et fremmed land for at nedbryde det: "I lande med høj levestandard er det ikke let at vinde masserne, derfor skal man finde frem til de utilfredse. Intellektuelle og kunstnere egner sig godt som lokkeduer og blikfang. Der kan ikke laves propaganda med arbejdere. En professor, journalist eller præst er mange arbejdere værd...."

Altså folk med en eller anden brugbar titel...

Ligesom almindelige mennesker har en tilbøjelighed til at tro på ting, der står på tryk, nærer de også tillid til titler, jo højere, jo bedre, som om titler er udtryk for personers moral.


Nogen gjorde mig fornylig opmærksom på en  artikel i Information fra 18. november 2009 af lektor ved Copenhagen Business School, Nanna Mik-Meyer, om "Titler og Troværdighed". Den handlede om titlen "adjungeret professor", som åbenbart tildeles "personer uden forskningsbaggrund". Nøjere sagt: til personer, "der har et højt fagligt niveau, og som et universitet ønsker at hædre". Der nævnes exempelvis: Uffe Ellemann-Jensen, Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfaden, Poul Nyrup m.fl. og ved Copenhagen Business School var mere end 60 blevet hædret.

Men forstår almindelige ikke-akademikere, at denne titel ikke har noget med rigtige professorer at gøre, og at de ikke er blevet bedømt af professorer?

Vi lever i en kaotisk tid under "en anden form for krig", hvor det mere end nogensinde gælder om med ordmanipuleringer o.l. at narre godtroende medborgere til visse opfattelser.
Det lille ord "adjungeret" (tilknyttet) kan så let falde væk i en text, og alle journalister ved måske heller ikke besked. For mange mennesker vil en titel eller graden af en titel være helt afgørende for troværdighed og bedømmelse.

Det samme gælder naturligvis om vedkommende står i Kraks Blå Bog eller i Dansk Biografisk Leksikon. Sidstnævnte værk ændrede sine kriterier for optagelse efter moderne tiders vurderinger.

I dagens samfund kan titler og biografier let bære præg af at være pk-inficeret.

Tyrkiet vil genoplive Osmannernes Rige

I går skrev jeg, at Tyrkiets mål var Eurabia, men er det det? Islam vil jo herske, ikke indgå i noget demokratisk fællesskab. Eurabia er EU's idè: EU vil have alle Middelhavets stater ind i et "Eurabia" som proklameret ved Barcelonaprocessen 1995.

En artikel i den tyske "Politically Incorrect" 23.1.2013 fortæller en hel anden historie:
http://www.pi-news.net/2013/01/das-attentat-in-bulgarien-die-islamisierung/ 

Bulgarien var som bekendt i 500 år underlagt det muslimske osmanniske herrevælde, hvilket mange bulgarere endnu i dag mindes med skræk, således at følelserne let kommer i kog på tale om Tyrkiet. Fornylig blev Ahmed Demir Dogan, hvis politiske parti “Bevægelsen for Ret og Frihed” (DPS) efter sigende skal financieres fra Tyrkiet og have tyrkiske interesser i Bulgarien, truet med en gaspistol, hvad der medførte vilde slag og spark mod attentatmanden (foto).

Dette overfald har en forhistorie: for tre år siden besøgte den tyrkiske udenrigsminister professor Ahmet Davutoglu Bosnien-Herzegowina og holdt i Sarajevo en opsigtsvækkende tale, hvor han vilde genoplive det osmanniske rige.


Her er nogle vigtige passager fra denne tale:
For de muslimske nationer på Balkan, Kaukasus og det nære Østen er Tyrkiet en slags helle og hjemland. Hvorfor er det sådan? På grund af arven fra den osmanniske fortid. Ja, alt hvad der sker på Balkan, i Kaukasus og i det nære Østen angår os.
Når jeg i Ankara sidder med et landkort og tegner en cirkel med en radius på 1000 km, er der inden for denne kreds 23 lande. De er allesammen vore slægtninge og fulde af håb forventer de vor hjælp og beskyttelse.

Derfor lægger vor nye udenrigspolitik an på orden i alle regioner, der omgiver os - på Balkan, i Kaukasus og i det nære Østen. Vi vil på ny integrere Balkan. Det er målet for vor udenrigspolitik og vi vil nå det.
Ud fra denne tale bliver den nye tyrkiske udenrigspolitiske doktrin helt klar. Og samtidig også, at islam ikke må høre til Tyskland og Tyrkiet heller ikke til EU.

Den 28. september 2012 fortalte det bulgarske Nyhedsbureau Mediapool om forhandlingerne i en retsprocess i den sydbulgarske by Pazardjik imod 13 muslimske imamer, som var medlemmer af den illegale organisation “Al Waqf al Islami” i Bulgarien. I følge vidneudsagn stræbte imamerne efter at forvandle Bulgarien til en sharia-stat.

Den illegale organisation “Al Waqf al Islami” blev opretteti marts 2008 i Bulgarien. Ved dens nyoprettelse var sheik Halid M. fra Saudiarabien også med. I følge nyhedsbureauet mediapool  blev denne organisation financieret med 400.000 Euro i tidsrummet 2008-2010. Det politiske parti DPS (Bevægelsen for Ret og Frihed) blev grundlagt i Bulgarien i 1990. Det blev etableret som rent etnisk parti for tyrkiske muslimer. I henhold til forfatningen for republikken Bulgarien, Del 1, paragraf 11, punkt 4, er det forbudt at stifte partier for race, etnisk oprindelse og religion.

Den 8.oktober 1991 kom spørgsmålet om lovligheden af oprettelsen af partiet DPS for Forfatningsdomstolen. Med henblik på forpligtelserne over for EU-menneskerettighedskonventionen blev partiet tilladt, skønt kendte bulgarske jurister med eftertryk betonede dette partis modstridighed mod forfatningen. Som den første leder af partiet valgtes Ahmed Dogan.

Dogan er en officielt kendt medarbejder ved kontoret for oparbejdelse af grundlaget for det tidligere kommunistiske Statssikkerhedsvæsen. Han har dæknavnet “Agent Sava”. Efter jerntæppets fald “tjener” denne mangemillionær sine penge ved tvivlsomme foretagender som “konsult”forretninger.

Det er den samme Ahmed Dogan, som nu den 19.1.2013 blev udsat for et “attentat” i Sofia ved sin udmeldelse af partiet på partidagen, begået af den 25-årige muslim og bulgarske tyrk Oktaj Enimehmedev. Et “attentat” med en defekt gaspistol ved et arrangement, som blev filmet uden afbrud i optagelserne. Et arrangement med indbudte udenlandske gæster.  

Dette er en yderst mærkelig sag. Det kunde være, at dette i valgåret 2013 var en iscenesættelse for at mobilisere sine egne partikammerater og (igen en gang) fremstå som  helt. Og samtidigt vise for omverdenen, hvor intolerante, hadefulde og racistiske bulgarerne er. Hvad naturligvis ikke var sandt. Den som kender Bulgariens tusindårige historie, ved, at i alle disse år har den bulgarske og muslimske befolkning - i hvert fald almindelige mennesker - levet fredeligt og venskabeligt sammen.

Men i den senere tid er de radikale islamister i Bulgarien blevet stadig mere aggressive og farlige. I mange egne, hvor partiet DPS har med lokalstyret at gøre, bliver den bulgarske befolkning diskrimineret. Borgere, der taler bulgarsk, bliver ikke betjent i myndighedskontorerne. Alle indfarter til lokalsamfundene bliver - ligesom vejskilte - kun skrevet på tyrkisk. Tyrkernes frygtlige grusomheder over for den kristne befolkning  i det osmanniske rige bliver benægtet, og det forlanges endog af den bulgarske befolkning ikke at tale om det, som om det ikke havde existeret.

Skolebøgerne skal ændres dementagtigt eller skrives om.
Det etniske parti DPS, dets ansatte og Ahmed Dogan virkeliggør Tyrkiets nye udenrigspolitiske doktrin i Bulgarien. Problemerne med de radikale islamister er uden sammenligning større end i nogle af Tyskland storbyer som Berlin-Neukölln, Kreuzberg, Duisburg eller Frankfurt. Bulgarerne har tyrkerne lige uden for døren og må helt alene forsvare sig mod en stadig aggressivere radikal islam.

Hvor bliver støtten fra det europeiske Fællesskab af? Hvor er solidariteten fra de centraleuropeiske og vesteuropeiske lande?
Hvilke menneskerettigheder forsvarer Europa egentlig? Sådan et fællesskab kan man gerne kvitte.
Islamiseringen, som skrider frem med rasende fart i Europa, kan kun imødegås i fællesskab. Eller vi gentager fejlene fra det 14. og 15. århundrede, dengang da det byzantinske rige med Konstantinopel, det bulgarske rige, Serbien, Ungarn, hver for sig alene forsøgte at stoppe osmannerne? Indtil de stod foran Wiens porte!

Åbenbart er Europa ikke i stand til at lære noget af historien, før det på et eller andet tidspunkt bukker under.
Den tyrkiske udenrigsminsier professor Ahmet Davutoglu’s tale i Sarajevo kan nedenfor læses på bosnisk, kroatisk og serbisk. (NB disse oversættelser er ikke medtaget her i den danske udgave).

     Det Osmanniske Rige

Målet er EURABIA

Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, er på besøg i Sverige med en omfangsrig delegation på 200 - tohundrede - mand. Stort skal det være, når Allahs herligheder skal vises frem, og man skal føre forhandlinger. Sverige har flere gange talt Tyrkiets sag angående medlemsskab i EU: hvis Tyrkiet opfylder de kriterier, man krævede ved mødet i København 1993, nemlig menneskerettigheder, demokrati, markedsøkonomi, civil kontrol og demokratiske processer, så skal de være med. Der har været talt længe om den sag. Tyrkiet indgår i EU's "Barcelonaproces" fra 1995, hvor også alle de muslimske lande langs nordkysten af Afrika skulde indgå i oprettelsen af et "EURABIA" og Middelhavet blive et indhav, Romernes Mare Nostrum.

Det vil fremme sagen, hvis islam gennem deres stadig flere moskèer med "kultur"centre får bedre muligheds for propaganda. Således at de derigennem kan få sat en stopper for ytringsfriheden i Europa, og med bøder og fængsel kan forhindre folk i at sige og skrive frit om, hvad der måtte foregå bag EU's og konsortiers lukkede døre. Kun ved manipulering med facts, løgnagtighed eller fortielser har magtens æsler frit slag. Derfor skal enhver kritik af islam om muligt gøres kriminel som værende "diskrimination" eller "racisme". Almindelige mennesker, som ikke er trænet i at veje ord, har næppe nogen anelse om, hvor meget de vejer.

Se her, hvad Tyrkiets statsminister, Recep Erdogan, har sagt om moskèbyggeri:

Og hvad med Cypern?

Og hvad med folkemordet på Armenierne? Kan sådan noget ske igen?

Snak om muselmænd og jøder

Herunder er en artikel af Bent Melchior fra Politiken.

Jeg, Spydpigen, har mærket nogle af sætningerne med gult, fordi jeg har en kommentar til dem, som står ved siden af i parentes.

Søren Espersen omtaler altid jødedommen så positivt, at jeg burde kvittere med at klappe i hænderne. 
Men til min beklagelse har jeg ofte på fornemmelsen, at jødedommen bare bliver brugt eller misbrugt som redskab, der kan slå islam i hovedet. Selv komplimenterne, som bliver uddelt til jødedommen, kan ikke altid stå for en nærmere prøve.
I Kroniken sidste lørdag (2.3.) fremfører Søren Espersen det synspunkt, at islam er vor civilisations største trussel. Det er ikke krig, ikke terror, ikke atombomber, der udgør den største trussel.. ((Spydpigen: Nej, det er jo våbnene, materialerne, som vil blive brugt af de mennesker, der er “vor civilisations største trussel”).
Det er religionen islam med dens 1,2 milliarder tilhængere. Tanker om, at der er forskel mellem mere fanatiske og mindre fanatiske er fejet af bordet. Alle 1.200.000.000 er af samme skuffe. (Spydpigen: fordi deres lovreligion byder dem at overhold koranens ord).

Det er absurd at føre dialog med dem. De skal bare ud og væk. De har ikke noget at gøre her.
Om det er moralsk bare at feje for egen dør og lade resten af verden sejle sin egen sø, er nok tvivlsomt. Selv om det måske ikke er med Søren Espersens gode vilje, er vi jo medlem af både EU og FN, så vi kan ikke bare slå en ring om vore egne øer og konstatere, at nu kan de andre have det så godt, vi har sørget for os selv. 
Sådan fungerer verden ikke. Man kan ikke bare erklære så stor del af verdens befolkning krig- (Spydpigen: Stop en halv, Melchior. Hvem erklærer krig? Er det ikke muslimerne, der erklærer, at vi er i deres “Krigens Hus”?)

• uden at ville gøre det mindste forsøg på at tale sig til rette og så hylde princippet fra 'Pinafore's admiral om ikke at stå til søs, men lade de andre stå.
  Ifølge Kroniken opgav Søren Espersen ævred, da en af hans særlige ideer blev afvist. Han ville til en debat fremkomme med fem sentenser fra Bibelen, som han sammen med nogle muslimer ville more sig over, og så skulle muslimerne tilsvarende bringe fem sentenser fra Koranen, som man også skulle more sig over. 
  Den vogn ville muslimerne ikke hoppe på, hvilket beviser, at de ikke har humoristisk sans, og da Søren Espersen på en forenklet måde slår fast, at »latteren er vor frihed og selve vort væsen«, er de mindre lattermilde altså imod vor frihed og vort væsen. Voila!
  På en eller anden måde tror jeg, at jeg har en kende humoristisk sans. Jeg holder endda foredrag om jødisk humor, og jøder er ikke bange for indimellem at fortælle anekdoter, hvor de selv bliver lidt til grin. 
  
  Når jeg fortæller sådanne historier offentligt, gør jeg gerne opmærksom på, at dem skal folk ikke genfortælle. Det er én ting, at jeg fortæller dem, for jeg er forhåbentlig hævet over mistanke om at være antisemit. Men hvis andre fortæller dem - ja, det er mange jøder faktisk meget sarte over for, kære Søren Espersen. 
  Er det nu så utroligt, at troende muslimer har svært ved at finde det morsomt at latterliggøre deres profet eller deres hellige skrift. Og hvis de ikke kan se det sjove, er det så ikke alligevel en del af ytringsfriheden, at de siger fra?
  Tro ikke, at det er alle emner i Bibelen, der er lige velegnede til at karikere.
  Jeg ville ikke synes om, hvis nogen begyndte med at gøre grin med nadveren, hvor de troende spiser Jesu legeme. Eller hvad med jomfrufødslen, der er basis for hele romantikken omkring julen? Mon det var nogle af de emner, Søren Espersen ville have gjort til genstand for latter? Næppe. Ikke alle troende kristne ville kunne se komikken.
  For en del år siden bragte Ekstra Bladet en påstand, der hørte til de værste stereotyper, som er brugt af antisemitter. Da jeg bad bladet om at beklage, fik jeg af den daværende chefredaktør at vide, at jeg ikke havde humoristisk sans. Det var jo bare morsomt. Jeg burde have lagt mærke til, at det stod på side 2! 
  Så humoren er altså en kompleks størrelse, der afhænger af tid og sted - og sidetal.Men tilbage til alvoren. Søren Espersen synes, at en dialog kun kan føres af ligestillede. 
  
  Hvis nu begge parter for eksempel er hooligangrupper, skriver han, var det noget andet. Det er jeg ikke sikker på ville blive nogen god samtale.
  Men hvis nogen vil true mig, vil jeg da gerne tale med ham m/k og forklare ham, at han er på afveje. Jeg gør det faktisk, når jeg indimellem får anonyme opringninger, hvor der                     lyder en hel masse forfærdelige ord i røret. 
  Når så den, der har ringet, lige skal have vejret, bryder jeg ind med et stilfærdigt: Nå, hvorfor det? Eller: Mener du virkelig det? Som regel bliver de så befippede, at de lægger røret på, og det er meget mere effektivt, end hvis jeg lagde røret på.
  Jeg er enig i (Spydpigen: enig? nej, det er ikke en tro eller bedømmelse, det er facts, så det er mere korrekt at sige: jeg vèd) ,
  - at et flertal af terrorhandlinger er begået af muslimer. Et flertal af overgreb mod jøder i Danmark er begået af muslimer. Jeg vil meget gerne forklare muslimer, hvorfor det er forkert at foretage disse overgreb. At de er ofre for fordomme, at deres forældre ofte er ofre for fordomme. 
  Jeg glemmer først og fremmest ikke, at det maksimalt er 1 ud af 1.000 muslimer i Danmark, der er implicerede i de nævnte overgreb, og det må da være forkert at dømme de 999 andre, endog uden at tale med dem.
  (Spydpigen: Ikke-aktive muslimer er ikke ensbetydende med, at de er imod deres trosfællers overgreb. Holdningsafstemninger har peget på det modsatte).
  Endelig glemmer jeg heller ikke, at antallet af tilfælde af chikane og det, der er meget værre, over for muslimer i Danmark er langt højere end overgreb mod jøder. Der kan være tale om tilråb, om at nægte folk adgang til forskellige steder og om at sætte ild til butikker, der ejes af indvandrere. 
  Jeg skal ikke udpege, fra hvilken gruppe disse lovovertrædere kommer, men de er næppe muslimer.
  Hvis jeg ikke vil i dialog med muslimerne, hvordan skal jeg så forklare dem, at de er galt afmarcheret? Er det ikke ved at tale sammen, at vi i store træk har fået jøder og kristne til at acceptere hinandens 'særheder'. Det skal også virke over for muslimer. Og glem ikke, at dialog er noget andet end monolog.
  Hvis man vil have sine synspunkter hørt, må man også lægge øre til den andens synspunkter. Det er kun på den måde, at vi kan skabe en bedre verden. 
  I mange århundreder førte kristne monolog i Europa. Det førte til korstog og inkvisition og religionskrige. 
  At vende hinanden ryggen og undgå samkvem giver de bedste vækstbetingelser for fordommene. (Spydpigen: hvad kom først ægget eller hønen?)
  
  At sætte nye grænsebomme op og behandle en stor del af verdens befolkning som en alvorlig trussel kan kun føre til katastrofe.
  (Spydpigen: Trojanske Heste skal man passe meget på. Før at vare end efter at kære!)
  Det er i hvert fald ikke sådan en verden, jeg ønsker at overlade til mine efterkommere.
  (Det er muligt at De og deres familie kan leve som dhimmier (anden klasses borgere) under muslimsk overherredømme, men det kan og vil ikke alle).
• 
  
• 
  Bent Melchior har siden 2008 et nært samarbejde med pakistaneren Basji Kurasji.
  Ifølge det skal jøder og muslimer støtte hinanden, hvis de udsættes for overgreb.  

Kykkeliky...

I dag søndag (10.3.2012) skriver Sydsvenskan om læsekundskaben i Sverige og Europa. Hver femte "europeer" læser så dårligt, at de ikke kan klare sig i samfundet. I ordet "Europeer" er givetvis inkluderet alle invandrere, hvoraf en overvejende del er analfabetiske kvinder, hvilket Sydsvenskan har glemt at minde os om.

Selvom man ikke kan opgive reelle beregninger for læsekund-skaben i Europa, må man se i øjnene, at ca. 75 millioner mennesker i Europa læser så dårligt, at de "ikke er nået til det læseniveau, som er nødvendigt for at kunne udvikles og fungere
i samfundet, i hjemmet, i skolen og på arbejdet."
Der skal altså ganske alvorlige indsatser til for at bedre på forholdene.
Det koster penge, og atter skyldes disse udgifter først og fremmest invasionen af de fremmede!



Sydsvenskan redegør heller ikke nøjere for resultatet i de svenske skoler, men skriver bare, at "svage læsere" (og heri givetvis mange fremmede børn) ligger noget under det europeiske gennemsnit (som man ikke angiver), og at andelen drenge med dårlig læsekundskab er dobbelt så stor som andelen piger. Det skyldes bl.a. at drenge læser mindre end piger for sin fornøjelses skyld.

Det fremgår af en afstemning i avisen, at langt de fleste læsere er ærgerlige over det ringe niveau, men man kan nu engang ikke tage imod alverdens mennesker fra lande uden eller med ringe skolegang og så forvente sig bedre resultater!


Situationen mærkes også på bibliotekerne (ifølge et indslag i TV), hvor mange svenske kommunebiblioteker har forsøgt at beholde eller indfange et nyt publikum med alle mulige slags fritidssysler, hvorved man åbenbart let havner i den samme ligegyldige underholdning som er så kendetegnende for vore samfund i dag, hvor alt synes at dreje sig om "Brød og skuespil".

Skal vi tage imod alle fremmede med åbne arme?

Midt i den søde juletid skrev Morten Messerschmidt den 22. december 2012 en vigtig meddelelse på sin blog:

"EU-parlamentet vil belaste Danmark med flere kriminelle fra Rumænien og Bulgarien"

Hvis De ikke fik læst den dengang, så læs den nu

http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2012/12/22/eu-parlamentet-vil-belaste-danmark-med-flere-kriminelle-fra-rum%C3%A6nien-og-bulgarien/

og han nævner en bunke exempler på kedelige facts.

Danmark er imidlertid blevet reddet indtil videre, idet Tyskland har nedlagt veto mod EU-forslaget, men kære læser, tro ikke, at vi dermed har klaret os i denne sag. Man vil fortsat mase på og prøve igen og igen. Det er jo heller ikke noget, man har fundet på lige nu. Man har arbejdet på sagen nogle år.



Morten Messerschmidt, som med vågne øjne følger EU's politik, udsendte en pressemeddelelse for snart to år siden, nærmere sagt den 5. april 2011, hvor han afviste "EU-kommissionens plan om at bruge milliarder af kroner på at tvinge EUs medlemslande til at integrere romaer", hvilket vilde være "et ufatteligt pengespild."
Zigøjnerproblemerne måtte de enkelt EU-lande selv afgøre, mente Messerschmidt. I Danmark  havde man dårlige erfaringer.


En måneds tid før denne pressemeddelelse havde integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev inviteret nogle borgere til et møde på Rådhuset den 3. marts 2011 angående integrationsprojekter for muslimer i Europas storbyer.

Det fremgik - (ikke tydeligt på mødet) - men ved studier på internettet, at projektet var en del af verdensrigmanden George Soros billion-fonds-program "Open Society Foundation" (OSF), og at projektet (uden at det blev nævnt ikke bare drejede sig om muslimer, men også om zigøjnere og mange andre.)

Soros gik ind for lighed for alle i det multikulturelle Europa!


(Open Society Foundations (OSF)
400 West 59th Street
New York, NY 10019, U.S.A.
Tel. 1-212-548-0600
Fax. 1-212-548-4600                        
This brochure highlights recent open society activities, including supporting
 public health reform, advocating for fair distribution of natural resource riches,
and improving the lives of Roma, immigrants, Muslims, and the
developmentally disabled.)

Illustration: OSF's logo


Hvad angår rigmanden George Soros fremgår det af den megen omtale på internettet at
der er meget divergerende meninger om hans ideologi, visioner, moral og gøren og laden.

Blot profeten!

http://blogs.jp.dk/knaldperlen/2013/03/05/imam-blottede-sin-penis-i-malm%c3%b8/

http://ekstrabladet.dk/112/article1932515.ece

Den 36-årige imam og - Gud bedre det! - tilmed skoleleder for en muslimsk skole, Iqraskolen på Nørrebro i København har naturligvis en god forklaring på sit penis-eventyr i en park i Malmø. 
Staklen,  Shahid Mehdi.er - skønt helt uskyldig - blevet anmeldt og anholdt af ren racisme!

Og det er jo en god historie!

Men det kan også være, at han er blevet inspireret af en profet. Jeg husker en valgplakat fra sidste valg (2010), som stod opstillet i et grønt område i Malmø og viste Muhammed, splitternøgen, med lille Aischa. På billedet man ser hvordan.

Hvad gør Mellemøstens folk i Sydamerika?

Dette indlæg er taget fra synopsis 28.2.2013

http://synopsis-olsen.blogspot.se/2013/02/araberne-i-sydamerika.html

Araberne i Sydamerika

Af Mike Konrad*

De fleste amerikanere er ikke klar over dette, men der er et stort arabisk samfund i Latinamerika. Alt i alt er cirka 5% af Latin Amerika af arabisk oprindelse, hvilket svarer rundt regnet til mellem 25-30 millioner mennesker. Dette kan variere fra det lave 2% i Uruguay til forbløffende 9% i Argentina; men dog hører man sjældent om det, undtaget ved de tilfældige anholdelser af al-Queda medlemmer. Det er der god grund til.

De latin-amerikanske arabere er i overvældende grad kristne; sædvanligvis er de syrisk-ortodokse eller romersk-katolske, de oldgamle liturgiske kirker der tilpasser sig så fint i regionen. De, som ikke er det, har ofte konverteret til Evangelisk Kristendom.

Islam, skønt den findes, er ikke så almindelig blandt dem. Overordnet set er muligvis 97% af de latin-amerikanske arabere kristne, dog kan det variere fra land til land.

Grunden til vi så sjældent hører om disse arabere er at de for det meste er vestliggjorte kristne, Det var denne kristendom der blev det værktøj, hvormed de blev assimileret og fik succes.  

Araberne i Sydamerika synes at tilhøre eliten. På mange måde er deres succes en afspejling af jødernes i USA, og har undertiden overhalet dem.  

Den rigeste mand i verden er en libanesisk-mexikaner, Carlos Slim. En præsident i Argentina, Carlos Menem, var af syrisk afstamning. Tre præsidenter i Ecuador har været af libanesisk oprindelse, ligesom en præsident i Colombia, Julio Tubay. En vicepræsident i Uruguay og endnu en i Brasilien stammede fra Libanon. Mindst to Central-amerikanske præsidenter var af palæstinensisk oprindelse, og listen er på ingen måde komplet. Den berømte skuespiller Salma Hayek blev født som libanesisk-mexikaner. Shakira er delvist libanesisk og så videre. Doktorafhandlinger er blevet skrevet på latin arabisk, men sørgeligt nok kun få på engelsk.

Araberne begyndte at ankomme midt i 19. århundrede. Nogle såsom de libanesiske Maronitter var katolikker, der flygtede fra tyrkernes folkemordsovergreb  og drusiske muslimer, hvilket kunne have udslettet dem om det ikke havde været for fransk intervention i 1860. Senere hen ville Maronitter flygte på grund af PLO forsøg på at udslette dem. Andre såsom palæstinensiske kristne flygtede fra Osmannisk tyrkisk undertrykkelse og militærtjeneste, hvor det ikke var sikkert at være dhimmi i en muslimsk hær. Syriske kristne flygtede af de samme årsager.

Næsten absolut intet af dette kan man give zionisterne skylden for, som det jo for tiden er på mode. Den arabiske flugt begyndte langt tidligere. I tilfældet palæstinensiske-kristnes flugt fra tyrkisk styre betød det at en betragtelig andel af kristne flygtede ud af Det Hellige Land før Israel>

I Brasilien er den arabiske tilstedeværelse så allestedsnærværende, at den libanesiske ret, Kibbe, kan findes overalt, solgt af gadesælgere. En fast-food restaurant kæde ved navn Habib’s har 300 udsalgssteder over hele landet og specialiserer sig i libanesisk mad. Arabisk mad bliver nu anset som en del af det brasilianske køkken, ligesom vi amerikanere har adopteret den italienske pizza.

I Chile, der har taget imod en stor palæstinensisk-kristen indvandring, stod en familie, Yarur, på et tidspunkt for 60% af Chiles tekstilfremstilling. Palæstinensiske-kristne udgør nu 3% af Chiles befolkning, en anelse mere end procentdelen af jøder i USA. Endnu 2% af Chiles befolkning udgøres enten af libanesiske eller syriske kristne. De fleste taler nu kun et sprog, spansk, men mange  gifter sig udenfor deres samfund ind i andre etniske grupper for at fuldstændiggøre dynamikken i samfundets udvikling. Processen er gået begge veje, og Chiles syrisk-ortodokse kirke rapporterer nu at “der også er et stigende antal af ikke-arabiske chilenere der slutter sig til den ortodokse kirke.”

Araberne er så fuldstændig integreret i Chile, at en reklame, der hylder deres historie, vistes under Chiles 200 årsdag i 2010.

Chiles palæstinensere, der udgør mellem 450-500.000 er det største antal af kristne-palæstinensere på planeten, og slår i antal deres kristne fætre i Judæa og Samaria (den såkaldte Vestbredden) i forholdet 3 til 1. Chilenske palæstinensere er for 99%’s vedkommende kristne og de udgør cirka halvdelen af verdens kristne palæstinensere. Kun Mellemøsten har flere palæstinensere, men disse er for det meste muslimer. Chile er verdens centrum for Palæstinensisk Kristendom. Hvad kan vi lære af alt dette?

Det første er, at i modsætning til såvel fordom som politisk korrekthed så er de latin-amerikanske arabere bevis på, at det ikke er araberne, der er problemet. Det er Islam. Når araberen er skilt fra Islam, så lykkes tingene bare for ham. Når han forbliver i Islam, så går det galt. Selv i Mellemøsten, udover olierigdommen, er muslimerne næsten altid fattigere end de kristne. Det er kun efterspørgselen på olie, der holder dem oven vande.

Latin Amerika var indtil fornylig meget sjældent en model for god regeringsførelse; og dog har Latin-araberne haft velstand og udvikling. De har det medfødte talent. I løbet af denne samme periode var fattigdom normen i den arabiske verden udover nogle få olieplutokratier. Den eneste forskel mellem de to var den religiøse tilknytning, og dette kan bare ikke ignoreres. Det er heller ikke racemæssige fordomme, da vi jo taler om det samme folk. Den eneste afgørende forskel er, at Latin Amerikas arabere i overvældende grad er kristne.

Irernes, sicilianernes og jødernes succes i Amerika demonstrerede, at deres elendige fattige tilstand i Europa var resultatet af undertrykkelse, og ikke et eller andet racemæssigt eller religiøst karaktertræk. Den helt afgørende forskel var - Frihed versus Tyranni.

Men de latin-amerikanske regeringer var ofte lige så korrupte som de arabiske. Den afgørende forskel mellem latin-arabere med succes og den-gamle-verdens arabere var religion, og vi er tvunget til at konkludere at Islam er kilden til arabisk tilbageståenhed.

Dette er bare så åbenbart, dog tales der ikke om det.

Kristendommen var, indtil det 7. århundrede, den dominerende religion blandt araberne. Med tiden er den gået kraftigt tilbage. I dag er 90% af syrerne og palæstinenserne muslimer. Libanon der plejede at være kristen, er nu flertalsmuslimsk, og med de kristne på flugt. Det er ofte blevet forklaret med at kristne har en lavere fødselsrate, men kendsgerningen er at de fleste er flygtet. Skulle de syrisk-ortodokse og Maronitterne i Latin Amerika igen komme tilbage til Mellemøsten, Syrien og Libanon da ville disse steder have flertal af kristne; men ingen latinsk araber med sund fornuft ville ønske at komme tilbage, især nu da stabilt demokrati er normen i deres latin-amerikanske hjemlande.

Mellem 25-30 millioner meget succesrige Latin-arabere der fik velstand under en række regeringer, der gik fra tyranni til frihed, fra det europæiserede Argentina til Mestizo Mexico, beviser at det eneste der kan holde en araber i skak, tilbage, er Islam.

Imidlertid er der ved at fremstå noget som er foruroligende.

Iransk og islamisk olierigdom er valset ind i Sydamerika sammen med en kampagne for islamisering og med anti-zionisme. Når nu langt, langt de fleste er kristne, da kunne man forvente at Latin-araberne var immune over for islamisk overtalelse. og alle ting viser, at det er de. Dog, selvom saudierne og iranerne ikke kan få mange konvertittet hos disse Latin-arabere, så har de med succes fået konvertitter til en voldsom anti-zionisme.

Saudierne har finansieret bygningen af Kong Faud Moskeen i Buenos Aires, selvom kun cirka 1% af Argentina er muslimsk, og de store flertal af dem ikke er praktiserende, ifølge de argentinske akademikere Pedro Brieger og Enrique Herszkowich, der skrev, “et realistisk gæt for den muslimske befolkning i Buenos Aires er, at den kunne være cirka 4500, langt færre end det antal som nogle muslimske embedsmænd anslår.”

Fra denne moske har Islamisk Center for Republikken Argentina (CIRA) allerede været værktøjet i annulleringen af et populært verdsligt arabisk-argentinsk program for at give plads til et saudi-finansieret muslimsk show ved navn El cálamo y su mensaje (Pennen og dens budskab). Showet er nu på Argentinas offentlige TV, skønt det arabisk-argentinske samfund ikke ønskede var være del af det og har protesteret for at få det fjernet.

Iranerne har nu indført Hispan TV, et iransk propagandanetværk rettet mod Latin Amerika. Irans engelske pendant, PressTV, blev forbudt at sende fra Storbritannien her for nylig på grund af dens overdrevne propaganda. Men HispanTV fortsætter.

Vi burde ikke være overrasket over at erfare at Chiles palæstinensiske samfund er begyndt at være radikaliseret mod Israel, og er gunstigt indstillet overfor den islamiske palæstinensiske sag. Skønt deres forfædre flygtede fra Islam, er de nu blevet Vestens kristne ansigt med pro-palæstinensisk propaganda i Sydamerika.

Det som også skal erindres er, at i Latin Amerika, samtidig med der er jødiske samfund, især i Argentina, så er de ingen steder i nærheden af den indflydelse, som AIPAC eller ADL har, og derfor kan den islamiske propaganda flyde uhindret ind -- og i Venezuelas tilfælde, med støtte af Chavez’ regering.

Hvis nogen tror Zionist grupper har for megen magt i Amerika, så burde samme undersøge Sydamerika, hvor de arabiske løgne fremføres uden modargumenter og så kan de se forskellen. Den er ganske grim, og grum.

Vesten skal kæmpe for Latin Amerika. De islamiske grupper er næsten kommet uhindret ind for at propagandere i regionen. Mens USA og Israel sov, er propagandamaskinen marcheret ind.

Vi kan ikke give Hugp Chavez, og hans partnerskab med Iran skylden for alt dette. Politik, ligesom naturen, opsuger et vakuum, og vi så det ikke ske. Muslimerne vidste de havde slægtninge i Vesten - dog vantro - og sendte følere ud.  Al-Jazeera rapporterer regelmæssigt om sydamerikanske nyheder. Hvorfor ikke vore netværker?

USA og Israel skal gå med i en samlet indsats. De skal minde latin-araberne om, hvorfor de først og fremmest flygtede til Sydamerika. De skal være lige så politisk ukorrekte om det som muslimerne er. USA skal frasige sin religiøs neutralitet om dette emne, ellers taber vi.

Lige nu er Chiles palæstinenserne en elite, og de burde løsrives af deres anti-zionisme. De har potentialet til at være en kæmpehjælp, eller skade, for Israel, da de er flagbærere for den palæstinensiske sag i Sydamerika. Der burde indledes seriøse forhandlinger.

Jødiske organisationer kunne overveje at støtte nogle kristne i de områder der kæmpes i for at motivere dem til at udvandre til Chile. Disse kristne står i en væmmelig situation mellem to lejre - hvor hører de til? Uanset hvilken side der vinder sejr i Det Hellige Land, så skal de kristne vide, at de vil være en minoritet. Velstand i Chile kunne være et attraktivt alternativ.

Brasilien har overhalet Storbritannien i økonomisk indflydelse. Chile er nu i 1. klasse. Argentina er nær ved at komme med. Sydamerika er i fremgang. Kontinentet burde ikke overlades til at muslimsk propaganda præger dets verdenssyn.

Gud ske tak og lov er arabernes historie i Sydamerika en hjælp. De skal blot mindes om, hvorfor de først og fremmest kom til Sydamerika.

Her i Vesten burde vi blive langt mere bekendt med, at Sydamerika er det levende bevis på at Islam er det, der ‘ødelægger’ araberne. I Sydamerika er araberne, der blev befriet for Islam, nået frem til en misundelsesværdig elitestatus. Dette burde basuneres ud over verden ...og til den islamiske Ummah.

Sydamerika viser verden et andet syn på, hvad det betyder at være araber: Succesfuld, rig, elite og respekteret. Alt dette udspringer af deres kristendom. Der er ingen som helst grund til at den muslimske verden ikke skulle få årsagen til deres egen fiasko at vide, og løsningen: Kristendommen.

Der et et strålende lyspunkt i alt dette. Der er en ganske massiv Evangelisk vækkelse over hele Sydamerika. Den har endog ‘indtaget’ nogle arabiske kristne.

Brasilien er klar til at gå væk fra katolicismen. Chile er nu 15% Evangelisk. Selv det katolske Argentina bliver berørt. Disse Evangelikerer er meget pro-Israel, og Israel er begyndt at lægge mærke til det, skønt det er noget sent.

*)

The author goes by the pen name of Mike Konrad.  He is American -- not Hispanic, Latin, or Jewish -- and runs a website latinarabia.com, where he examines this Latin-Arab subculture.   The website is in preliminary stages.  He first has to improve his Spanish.

http://www.americanthinker.com/2012/09/the_arabs_of_south_america.html#ixzz25Io79hzw
Måske kan du lide disse?
Berømtheders retfærdighedssans
Alternativ energi, nye jobs og eventyr
Lev Simpelt og få succes
Anklager mod Obama spøger endnu

LinkWithin

INDSENDT AF OLSEN KL. 08.54

ETIKETTER: DEMOKRATI OG ISLAM, HISTORIE, KULTUR OG POLITIK, LATINAMERIKA