(Ikke helt fri for en befriende humoristisk undertone!)
Susan D. Harris
Det er godt nok vanskeligt at begribe at seksualundervisning nu er et hovedpunkt i det amerikanske skolesystem. Det begyndte ikke godt. og er kun blevet mere kontroversieltfor hvert årti.
Min seksualundervisning begyndte da jeg var 12 år, skønt flertallet af mine klassekammerater havde haft deres 13 års fødselsdag et stykke tid før. (Min mor havde forsøgt at holde mig tilbage et ekstra år så jeg kunne begynde i børnehaven sammen med andre børn i samme alder, men der sejrede så Statens bestemmelser).
Jeg havde netop begyndt seksualundervisningen under dække af “sundhedspensum.” Mine forældre havde ikke mulighed for at framelde mig dette ‘kursus’ de var såmænd heller ikke klar over hvad der sådan set skulle undervises i.
Klassen blev undervist at gymnastiklæreren i lokalområdet. Når jeg tænker efter så var det da ganske soleklart at den stakkels mand var nervøs og hellere ville foretage sig noget andet, end at åbenbare mekanismerne ved de skjulte dele for hans kære unge elever.
Dagen før havde han vist over diagrammer over “de private dele” på et lysbilledapparat. Vi var alle chokerede og kunne næsten ikke vente på at klokken skulle ringe - timen forbi.
Ikke som børn i dag, der synes at være bekendt med ethvert aspekt af seksuelle relationer, og det i en meget, meget ung alder, så var de fleste af mine skolekammerater (der ikke havde hjulpet med at skifte ble på deres små brødre og søstre derhjemme) i sandhed ved at lære om anatomiens detaljer for allerførste gang. Eleverne så på hinanden med mistænksomhed. Da læreren så spurgte om der var nogen spørgsmål, så blev disse ikke sagt højt. Vi var i sandhed skidt tilpas når vi så på hinandens bukser.
Videre til næste skoledag og endnu mere mærkelige øjeblikke.
Da jeg gik ind til biologitimen så læreren meget anstrengt ud. Han småtrippede og svedte. I dag, sagde han, skulle han lære os, hvordan babyer blev skabt. (Kendsgerningen at alt dette blev åbenbaret af en mandlig gymnastiklærer gjorde mig noget utilpas. Nu gav jeg ham plads når jeg så ham i gymnastiksalen, som de fleste andre pigeelever.)
Da så tiden var inde var den “store afsløring” slet ikke så rædselsfuld som jeg havde forventet. “Jeg vil ikke sige noget,” sagde læreren. “Jeg ønsker I skal læse det første afsnit på side 10 i jeres bog. I får et kvarter til at læse og tænke over det.” Vi læste stille og roligt. Læreren sad på en stol i hjørnet; bed sig i læben og undgik øjenkontakt. Da tiden var gået spurgte han, “Nogen spørgsmål? Vær ikke nervøs for at stille spørgsmål.” Han bad inderligt til at der ikke ville være nogen, og på vor sædvanlige vis så var der ingen. Vi sad stille og stirrede på ham som om vi var blevet bedt om for sjov at slå hundehvalpe ihjel.
Skønt jeg blev overrasket igen var jeg for det meste overbevist om at det jeg læste bare ikke var fysisk muligt, selv når man var i en brydekamp. Og jeg blev endnu mere overbevist om at bogen havde udeladt noget om navlens rolle i hele processen. (Da jeg var spædbarn, pressede jeg min finger ind i min navle for at se hvad der så skete. Efter min mor ganske alvorligt havde bedt mig aldrig at gøre det igen blev jeg sikker på at den uden tvivl indeholdt nøglen til et eller andet mysterium).
Der var dog en del at tænke over mens jeg gik til min næste time - Sociale Studier. Der meddelte vor lærer så pludseligt at det var på tide vi så på rædslerne ved Holocaust. Jeg troede helt ærligt hun havde drukket, da vi ikke havde fået megen baggrundsforklaring. I næsten en time, så vi på groteske uhyggelige film og billeder der senere i livet ville blive os så bekendt: Bunker af lig, vansirede mennesker, ubeskrivelige lidelser ... aske i ovne.
Da timen var forbi sagde hun, “Hitler var et frygteligt, et skrækkeligt menneske. Nogen spørgsmål?” Siddende bag mig var søn af en af byens mest prominente advokater han rakte hånden i vejret. “Ja, Todd?” Han rejste sig og reciterede et limerick om Mussolinis “tissemand.” Klassen lo og læreren klappede, og kluklo af glæde, og sagde til ham at det var meget fint. (I dag ville hun helt sikkert have brug for en sagfører.) Stadig i en chocktilstand på grund af billederne fik limericken og lærerens reaktion mig til næsten at kaste op. Hun havde helt sikkert ikke gjort det særlig godt med at forklare, hvad vi skulle se og hvorfor -- skønt det retfærdigvis skal siges, det var de selvsamme spørgsmål som mange af de Allierede soldater der havde været med til at befri koncentrationslejrene måtte kæmpe med resten af livet.
Ligesom det var tilfældet med seksualundervisningen var mine forældre ikke blevet informeret om at vi skulle se nogle af de mest gruopvækkende billeder mennesket kender til. Min mor var helt klart oprørt da jeg fortalte hende, hvor længe og hvor detaljeret Holocaust filmen havde været.
Den aften gik jeg i seng med en masse spekulationer. Mit sind var forstyrret. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ikke ønskede at blive voksen - nogensinde. Jeg faldt i søvn og billeder dukkede frem i mørket som fra en Hitchcock film. Pludselig var der en mand der svævede over min seng og forsøgte at kysse mig. Da hans ansigt blev tydeligt ud af ‘tågen’ kunne jeg se det helt sikkert var Adolf Hitler! Jeg vågnede om morgen og spekulerede over, hvad det skulle betyde. Var jeg mon et ondt menneske. Jeg kan huske drømmen rystede mig, og drog mod skolen i håbet om at ingen kunne læse mine tanker. Jeg besluttede at ‘lukke det ned’ i æsken med “spørg mor senere” ting i min hjerne. Så endelig indså jeg, at de chokerende åbenbaringer fra den skoledag havde overvældet mit unge sind. Min underbevidsthed, der ikke kunne håndtere det, kombinationen af Hitler med seksualundervisningen - og det foruroligende mareridt var født.
Den næste skoledag blev jeg tvunget til at se tegninger med personer med navne som Syfilis og Gonorre der dansede square dans. De fortalte os at det havde noget med sex at gøre, men kunne bare ikke lade være med at le. Jeg blev irettesat. Dette var da et alvorligt emne. Jeg spekulerede på hvorfor, hvis vi partout skulle være voksne i lynfart hvorfor de så krævede vi så tegnefilm?
Takket været mennesker som Dr. Judith Reisman, skulle verden lære af den mand der gav inspiration til moderne sexundervisning, Alfred Kinsey både var pervers og en svindler. Det har dog ikke betydet den store forskel i skolernes pensum. Vi er fortsat med at være i ‘forfald’ og det så slemt at selv vor egen præsident siger at sexundervisning i børnehaveklassen er “det rigtige af gøre.” Det er blevet et dekret: Regeringen har magten til at stjæle barndommen.
Da jeg var 12 år besluttede jeg at ignorere det og fortsætte med at skrive fiktionseventyr om to ægte kaniner der levede i den frodige skove bag vores hus. Jeg var heldig. Kombinationen af mit eget glade sind, mine forældre, og skovene skulle sikre, at min fantasi og barndoms uskyldighed forblev intakt.
Hvad med om vi i dag stod op imod regeringens indblanding i vore små kæres liv således at de kan koncentrere sig om endnu engang at nyde den korte tid Gud tildeler os før voksenlivets tunge byrder lægges på dem.
Susan D. Harris can be reached at http://susandharris.com/
http://www.americanthinker.com/2014/01/growing_up_american_birth_sex_and_hitler.html#ixzz2qqbODygy
Kilde: fra Synopsis-bloggen 1.2.2014
