Onsdag den 21. august arrangerede Stefanskirken på Nørrebro en hyggeaften i fællesskabets og dialogens navn. Kirrken var dermed gået i samarbejde med den tidligere så nationale Grænseforening (- du ved den, der samler penge ind på Dybbøldagen med en lille nål med Dybbølmøllen, som i følge den populære sanger Mogensen, maler helt af “helved til”), - og idèen var, at man med fokus på minoriteter skulde finde sit fællesskab med muslimerne, som var i minoritet i det dansk-tyske grænseland ligesom andre steder i Europa. Ordet “Minoritet” opfattedes i sig selv tydeligt nok som noget negativt, noget isoleret og trist, hvilket selvsagt er noget vrøvl, eftersom mange forskellige menneskelige grupperinger talmæssigt er minoriteter i samfundet og glade for det.
Tre søde unge piger omkring 20-25 år, som kaldte sig “kulturambassadører”, skulde hjælpe os frem til at finde fællesskab og frændeskab med muslimer. Det kunde næppe være så svært, da det fremmødte publikum bestod af søde og rare, velvillige og godtroende mennesker, der givetvis ikke kendte for meget til islams religion og langt mindre til dets politik. De søde unge piger holdt sig på måtten med almene venlige vendinger.
Men - når nu det gjaldt frænde- og fællesskab med en bekendt “minoritet” - det være sig i Grænselandet eller på Nørrebro - hvorfor i alverden havde “Kulturambassadørerne” så ikke inviteret muslimerne? Der var ingen i Stefanskirken!
