Det er på tide at genopfriske historien om Akkari. Hans navn betyder "Den som fortjener megen tak". Han var i sin tid en god repræsentant for islam. Han kom som syv-årig til Danmark 1985 sammen med sine forældre og fire søskende fra Libanon, fordi deres hus var blevet ødelagt i krigen. De kom til Hurup i Vestjylland. 1990 rejste de tilbage til Libanon, men angrede det og vendte tilbage til Danmark året efter, men nu gjaldt deres opholdstilladelse ikke længere.

Så kom der en snøfte-artikel fra den nu 15-årige Ahmed i Nordjyske Stiftstidende: "Jeg er dansk. Jeg vil ikke tilbage. Det er ikke mit land længere. Jeg er dansk nu." Han hævdede, at han ikke forstod sproget (men lærte sig det hurtigt igen bagefter). Journalisten talte om de billeder af danske bøndergårde og julenisser som familien havde på væggen derhjemme og de danske børnesange, som de havde på deres walkman. Dette skønmaleri hoppede avisen på. Samt indenrigsminister Birthe Weiss (S),som gav dem humanitær opholdstilladelse.

Bingo

Det blev en kovending i Akkarifamiliens opførsel.

Først nu viste Ahmed sig som en streng ortodox islamist. Kvinder var tydeligt nok noget snusk, som man ikke kunde give hånden. Når skoleinspektøren på Sønderbroskolen i Aslborg, Karen Grethe Lodberg skulde overrække Ahmed et examensbevis, nægtede han at give pote. Trods hendes oplevelse var hun stadig så godtroende naiv, at hun udtalte, at Ahmed var ærlig i sin holdning. "Han mener det, han siger" vurderede hun.

Det skulde snart vise sig endnu tydeligere, at han var mester i at tale med to tunger (taquia-systemet).

Allerede som 17-årig blev han anvendt som imam. I den egenskab skrev han nu belærende artikler om takt og tone i det muslimske ungdomsblad "Point of View" (Synspunktet): Muslimske piger, som ikke vil bære hovedtørklæde, er det i orden at sparke og genere. Mænd, som ser, at piger uden hovedtørklæde bliver forulempede, behøver ikke at gribe ind, men kan bare sidde og glo."

Senere mødtes han som repræsentant for elleve imamer med borgmesteren i Århus, Louise Gade. Og hun var så uvidende og naiv, at hun uden videre proklamerede, at hun var enig med imamernes syn  på kvinder! Da hun blev præsenteret for nævnte artikel af Ahmed om takt og tone, sagde hun:" Imamerne forsikrede mig om, at de ikke på nogen vis| prædiker, at kvinder skal tvinges til at gå med hovedtørklæde. Jeg håber da ikke, at man på den måde går rundt og taler med to tunger." Håbet er lysegrønt. Naiviteten stor hos vore politikere og fejgheden endnu større.

Fra Aalborg Studenterkursus begyndte Ahmed på lærerseminar i Jelling 1999, hvorfra han overflyttede til Århus Dag- og Aftenseminarium.

Ved praktiktjeneste eller vikariat på den muslimske Lykkeskolen forgreb han sig voldeligt på et barn: Ahmed stod i skolegården 3.11.2000, da hans lilllesøster ophidset og rød i hovedet fortalte ham, at en elve-årig klassekammerat i 4. klasse havde trukket hende i håret og  revet hendes tør-
kl|æde af. I følge Akkari havde samme dreng gjort noget lignende tidligere og desuden sparket hende).

Ahmed kunde ikke beherske sig, men kaster sig i raseri over drengen, løfter ham op ved ørerne, så øret sprækker, slår ham til jorden, dunker ham i brystet med knytnæver og sparker ham flere gange. Skolegårdsvagten er borte, men børnene skriger og råber: "De slåsser, de slåsser!"  Fra et vindu ser en lærer, Jonna M., overfaldet og råber til Akkari, at han skal holde op. Lærerne styrter til og redder den grædende dreng. Blodet løber ned over ansigtet.

Jonna M. vil anmelde sagen til politiet. Alle lærerne er rystede over episoden, men søger at få hende fra at anmelde.. Men hun anmelder i overbevisning om, at lærere, som i blindt had går amok, duer ikke. Under sagens videre månedslange forløb, forsøger skolens leder og lærerne at lægge pres på lærer Jonna, men hun viger ikke fra den - i henhold til alle love og regler rette vej. Det kommer til at koste hende hendes stilling.
Den 22:e mars 2001 blir Ahmed Akkari dømt for vold mod drengen  efter straffelovens § 244.

To tunger.
Men - der er et "Men". Dommeren Jørgen Mønsted skrev i dommen, at "for sådan vold mod en 11-årig dreng burde den anklagede normalt dømmes til en "ubetinget" straf, men han havdse set på Akkaris muhammedanske tro og at han ikke havde været straffet tidligere og gjorde straffen på de 40 dages fængsel betinget med en prøvetid på to år.
Det skulde få bedrøvelige følger: dermed var der åbnet mulighed for, at Akkari kunde få dansk statsborgerskab. Det fik han foråret 2005. Selv synes han om at fremstille sig selv - ligesom islam -
som freden selv. og i mloskèen formaner han om, at man ikke skal slå: "Hold jeres hænder tilbage, hold dem i bøn".

To tunger.

Med sin straffesttest skulde Akkari egentlig ikke have fået nogen ansættelse som lærer, men det lykkedes ham i alle tilfælde en vis tid og gjorde

Den "nybagte" statsborger greb den danske muhammedkrise med kyshånd og deltog med iver i forberedelden til hetz-rejsen til Mellemøsten. Han medbragte avisartikler og billleder. Et af dem havde ikke det mindste med Muhammed eller Akkari eller JyllandsPosten at gøre. Det blev taget med, fordi det egnede sig til at ophidse Mellemøstens ukyndige og stort set analfabetiske befolkninger.

Det var et foto, som stammede fra en lokal folkesfest i Frankrig, en grisefest, hvor man kunde vinde en pris, hvis man var dygtig til at grynte. Den, der vandt, blev fotografere med en grisetryne. Selvsagt kunde menneskerne i Mellemøsten ikke tro andet end, at det var Muhammed, eftersom man havde hørt om de satiriske tegninger af Muhammed...

Jo, vist er han en fin fyr, Akkari!

Oprindelig tekst 1.9.2007






Indsendt af gertrud kl. 1.9.07 Links til dette indlæg

Sommeren 2006 brød helvede løs i Libanon og "Palæstina". Det viste sig at uhyre mange "nydanskere" opholdt sig dernede (i de områder, de var flygtee fra!), men nu vilde de hjem til Danmark. Det kunde ikke gå hurtigt nok: DaNMARK SENDTE FLYVEMASKINER OG HENTEDE DE ULYKKELIGE. bLndt dem var også Akkari. I forvirringen kom der flere med, som burde have været afvist.

1.9.2007