Der hersker tilsyneladende vild forvirring angående lovgivning om dyreværn og slagterimetoder.
Det skyldes ikke mindst, at en ny lov om slagtning og aflivning af dyr trådte i kraft for et halvt år siden - den 1. januar 2013, og at medierne (samt slagtere og forhandlere) ikke har klarlagt dette tydeligt. For at bedre på dette bringer Spydpigen her en artikel fra Kristeligt Dagblad 12. august 2013 af dyrelæge Lene Kattrup, medlem af Danmarks Etiske Råd.
Dyrene behøver ikke bedøvelse ifølge dansk lov
Læs grundigt:
Flemming Pless, sognepræst og formand for Patientudvalget i Region Hovedstaden - (Spydpige-info: apropos det påtvungne halakød på Hvidovre Hospital!) - skrev i Kristeligt Dagblad den 6. august, at "Nationalt må man ikke halalslagte uden foregående bedøvelse."
Det er ikke rigtigt.
I vores nye lovgivning om slagtning og aflivning, som trådte i kraft den 1. januar 2013, står der i paragraf 10: "Det er tilladt at slagte dyr uden forudgående bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller islamisk ritus." Man kan nu også slagte efter religiøs ritus, hvor de troende accepterer forudgående bedøvelse. Og det er sådan, at en del moderate muslimer og jøder her i landet heldigvis godt kan acceptere at spise enten helt normalt slagtet kød eller kød fra dyr, der er bedøvet inden slagtning med en speciel boltpistol, men hvor der også blev sagt de krævede bønner.
Det er godt. Her er der normalt ikke dyreværnsmæssige problemer, som der er ved den "originale" og autentiske rituelle slagtemetode uden bedøvelse, som desværre er ved at brede sig i Europa.
Men uanset dyrevelfærdsproblemer eller ej vil jeg gerne ved mærkning af kødet som patient eller forbruger have mulighed for at fravælge religiøst velsignet kød, ligesom jeg heller ikke vil deltage i udgifter hertil.
Det er altså desværre tilladt at undlade bedøvelse i Danmark ved religiøs slagtning.
For kvæg er der det særkrav, at dyret skal bedøves med en boltpistol lige efter, at man har foretaget halssnittet for dog at afkorte lidelserne noget.
Dette kræves ikke hos de andre dyr.
Fødevarestyrelsen ”beroliger” os med, at der for tiden faktisk kun slagtes religiøst herhjemme med forudgående bedøvelse. Men der kan være slagtninger uden bedøvelse, styrelsen ikke kender til, fordi de ikke er blevet anmeldt/meddelt til styrelsen.
Under alle omstændigheder er det tilladt på slagterier at slagte religiøst uden bedøvelse, hvis efterspørgslen efter dette kød kan dokumenteres.
Og hvis det ikke foregår i dag, er det kun et spørgsmål om tid, før det vil ske, for der er efterspørgsel både i ind- samt udland efter kød fra dyr slagtet uden forudgående bedøvelse.
Det er jo som sagt tilladt, hvilket jeg ikke synes, det burde være, for jeg er enig med det, som Pless også skrev i sit indlæg, at det bør handle om dyrevelfærd mere end noget andet.
Den originale, autentiske rituelle slagtning af større dyr, hvor man ikke bedøver dyrene, før man begynder at skære i dem, er efter min vurdering barbarisk og helt uforsvarlig dyreetisk set, idet det er forbundet med betydelige lidelser, smerte og chok for dyrene.
Jeg vil opfordre vores politikere til at ændre loven, så det tydeliggøres, at ethvert dyr, der slagtes i Danmark, skal bedøves forinden - uden undtagelser. I øvrigt bør vi også forholde os til importeret kød og kræve en tydelig mærkning.
Kan Pless eventuelt oplyse os, hvorvidt Region Hovedstaden serverer kød, der er importeret, og kan tænkes at stamme fra dyr slagtet uden forudgående bedøvelse?
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd.