En sådan form for organiseret og systematiseret dyrplageri er noget af det mest modbydelige man kan forestille sig. Det skal standses, og det kan ikke gå for hurtigt.
Et par dage senere dukkede en ikke mindre modbydelig video op. Nogle nordjyske knægte havde fået fat i et stakkels marsvin, som blev overhældt med brandbar væske for derefter at blive antændt og som en levende ildkugle for det lille væsen rundt, medens drengene grinede højlydte, indtil en af bødlerne med et baseballbat dræbte det lille dyr. Fire andre marsvin, der skulle have lidt samme skæbne blev efter sigende efterfølgende skudt.
Hvad går der igennem hovederne på mennesker, der kan foretage så afstumpet en handling? Man må spørge sig selv om disse unge mennesker simpelthen har mistet respekten for dyr.
Når man erhverver sig et dyr påtager man sig et meget stort ansvar for dets trivsel. Dyret kan ikke selv vælge sin ejer. Ejeren vælger dyret og skal varetage dyrets tarv. Men, der er en tendens i tiden, som virkelig bekymrer mig.
En forråelse og afstumpethed, som bør vække til dyb, dyb eftertanke", skrev Pia Kjærsgaard i sit ugebrev 9/2.
- - - - - - - - -
For en halv snes år siden anmeldte det svenske Aftonbladet den kurdiske forfatter Salim Barakats bog ”Jerngräshoppen”. Anmelderen advarede læserne mod beskrivelse af dyremishandlinger, som vi dengang næppe kunne forestille os i vor vildeste fantasi
De kurdiske børn flår pindsvin, drukner mulvarper, hælder benzin over katte og sætter ild til, sønderkvaser hunde, river fjerene af vipstjerter for bagefter at begrave dem levende: ”Drengene drives af en rastløs trang til virksomhed og en uomtvistelig grusomhed mod alle levende væsner, som krydser deres vej, og som de kan få fat på. Deres sadisme er skildret pinagtigt klart og nøgternt, og læsere, som plejer at reagere kraftigt på dyrplageri, bør nok undgå denne roman. Hjerteløsheden er sat i system, ikke bare i den her drengeflok, men i næsten alle de kredse af samfundet, som knægtene kommer i kontakt med.”
Når man læser forfatterens egne udtalelser i et interview den 17. juni 2000 i Svenska Dagbladet, hører man næsten hans spydige grin: (Citat:) ”Dér hvor jeg voksede op, var katte nogen, som stjal maden, og var ligeså afskyelige som slanger og kakelakker. Her (i Sverige) er det noget helt andet. I har jo særlige dyrehospitaler, og snart åbner I vel skoler for jeres hunde og katte, siger han og ler”.
Men nu har vi åbenbart taget barbariet til os! Og er blevet beriget af den ukultur, som nogle - os påtvungne - bz´ere har taget med sig.
