februar 28, 2009

Danmark skal følge Obama og boycotte Durban 2

PRESSEMEDDELELSE fra DF 28. februar 2009/kkb

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen nu skal trække Danmark væk fra alle kommende møder om Durban II-konferencen, og samtidig overfor FN meddele, at Danmark boykotter den anti-semitiske konference.
- Præsident Obama har vist vejen ved i dag modigt at have besluttet, at USA følger Canadas og Israels eksempel og trækker sig fra Durban II - og alle kommende forberedende møder om konferencen, siger Søren Espersen, som forventer, at Danmark og resten af den frie verden nu melder fra over for de arabiske diktaturstater, som er blevet spilstyrende i forhold til Durban II-konferencen.

- Dansk Folkeparti har igen og igen advaret den danske regering om den retning, konferencen har taget, og jeg har gentagne gange overfor udenrigsminister Per Stig Møller (K) opfordret til at være helt oppe på stikkerne i forhold til en konference, som alene nu kun har til formål at gennemtrumfe muslimske landes ønske om at forbyde religionskritik - og samtidig køre en pervers anti-jødisk stil.

- Jeg har i mine kontakter med regeringen haft den klare opfattelse, at regeringen var parate til at blive væk fra konferencen, hvis det lå i kortene, at den skulle bruges til at sætte ind med et frontalangreb mod ytringsfriheden. Nu, efter præsident Obamas beslutning forventer jeg så, at denne klare melding kommer og at Danmark naturligvis i lighed med USA bliver væk fra konferencen, siger Søren Espersen.

Søren Espersen gør det klart, at Dansk Folkeparti ikke under nogen omstændigheder vil medvirke i endnu en omgang absurd teater, som det der udfoldede sig under den første racismekonference i Durban i 2001, hvor flere muslimske lande gik sammen om at fordømme zionisme som racisme.

- Vi vil ikke være med til at give sådan en konference det skær af legitimitet, som vores deltagelse medfører. Canada og Israel har sagt fra – og nu altså også USA. Jeg vil derfor nu have en afklaring fra regeringen, der naturligvis indebærer, at Danmark ikke deltager. Alt andet vil være helt uacceptabelt, siger Søren Espersen.


Dansk Folkeparti Christiansborg 1240 KBH K Tlf. +45 3337 5199 E-mail: df@ft.dk