Sidste år hørte vi, hvordan en fimbulvinter førte til ulykke for Danmark. De indre farvande frøs til. Vor flåde kunne ikke gå ud. Carl X Gustav marcherede med sin hær over isen fra Fyn til Langeland og videre til Lolland og Sjælland. Med sig havde han den danske landsforræder Corfitz Ulfeldt. Danmark blev tvunget til at slutte en ynkelig fred i Roskilde februar 1658 og afstå Skånelandene.
Freden nåede a
ldrig at blive opfyldt. Carl Gustav fortrød, at han ikke havde krævet endnu mere. Han brød aftalen og landede med sin hær i Korsør 7. august 1658. Var han gået i land ved København, havde han nok kunnet overrumple danskerne. Nu tog det 4 dage at gå over Sjælland. Københavnerne fik så travlt, så travlt, for intet var i orden. Byens borgere fik løfte om særlige privilegier. Da Carl Gustav fra Valby Bakke så, at huse uden for voldene blev brændt af og en kirke sprængt i luften, forstod han, at Københavnerne ville værge for sig: ”Nu vil jeg dyre sværge, at vi få modstand”. Sådan begyndte en månedlang belejring.
Det gik ikke for godt for danskerne. Kommandanten på Kronborg blev narret til at overgive borgen uden kamp, fordi svenskerne spredte det rygte, at København var faldet i fjendens hænder. Derpå kunne svenskerne forsyne sig fra våben- og ammunitionslagrene på Kronborg til belejringen af København.
Og bøndergårdene på Amager, som udgjorde Københavns spisekammer, blev brændt ned af svenskerne.
Det lykkedes dog en hollandsk flåde at slå sig igennem Øresund og bringe forsyninger til hovedstaden.
Byens kommandant var Hans Schack, som kongen havde hentet i Nordtyskland. Byen havde 29.000 indbyggere. Livgarden, som var blevet oprettet sommeren 1658, var på 700 mand, det øvrige infanteri på 335, bådsmændenes korps, kommanderet af Niels Juel, var på 300 mand, og der var 266 studenter og 296 håndværkere.
Carl Gustav rådedes til omgående storm, da han nåede frem til København, men han tøvede.
Freden nåede a
ldrig at blive opfyldt. Carl Gustav fortrød, at han ikke havde krævet endnu mere. Han brød aftalen og landede med sin hær i Korsør 7. august 1658. Var han gået i land ved København, havde han nok kunnet overrumple danskerne. Nu tog det 4 dage at gå over Sjælland. Københavnerne fik så travlt, så travlt, for intet var i orden. Byens borgere fik løfte om særlige privilegier. Da Carl Gustav fra Valby Bakke så, at huse uden for voldene blev brændt af og en kirke sprængt i luften, forstod han, at Københavnerne ville værge for sig: ”Nu vil jeg dyre sværge, at vi få modstand”. Sådan begyndte en månedlang belejring.Det gik ikke for godt for danskerne. Kommandanten på Kronborg blev narret til at overgive borgen uden kamp, fordi svenskerne spredte det rygte, at København var faldet i fjendens hænder. Derpå kunne svenskerne forsyne sig fra våben- og ammunitionslagrene på Kronborg til belejringen af København.
Og bøndergårdene på Amager, som udgjorde Københavns spisekammer, blev brændt ned af svenskerne.
Det lykkedes dog en hollandsk flåde at slå sig igennem Øresund og bringe forsyninger til hovedstaden.
Byens kommandant var Hans Schack, som kongen havde hentet i Nordtyskland. Byen havde 29.000 indbyggere. Livgarden, som var blevet oprettet sommeren 1658, var på 700 mand, det øvrige infanteri på 335, bådsmændenes korps, kommanderet af Niels Juel, var på 300 mand, og der var 266 studenter og 296 håndværkere.
Carl Gustav rådedes til omgående storm, da han nåede frem til København, men han tøvede.
Københavnerne huggede pallisader og ryttere til forsvar på volden, man indrullerede alle våbenføre håndværks”burser”, mens magistratsfolk kontrollerede fremmede i byen. Der blev jagt på spejdere og spioner. Professorerne opfordrede studenterne til forsvar, og der löd opråb fra prædikestolene om at gribe til våben. Udgangsforbud fra kl. 21. Gaderne barrikaderedes med brosten, skarnvogne o.l., påbud om rå oxehud og vandkar mod ildebrand i hvert hus og 100 kampesten på enhvers plads på volden. Stormbjælker anbragtes på volden bundet fast i hver ende med tove, så de kunne kastes ned i hovedet på fjenden, men hejses op igen til nyt brug. Hullet mellem Østervold og Kastellet udbedredes med egepæle og planker. En afdeling Gønger nåede ind i København fra Frederiksborg. Våben udleveredes, og ca. 350 kanoner fra Tøjhuset slæbtes op på voldene. Her samledes også høleer på skafter, spyd og morgenstjerner. Der hørtes ingen klokkeringning mere: klokken var signal til kamp. Huse uden for volden nedbrødes og tømmeret brugtes til byens fæstningsværker.
Svenskerne skar vandledningen til byen over, men der var brønde nok i byen, og voldgravene blev fyldt med havvand, pumpet op fra stranden. Det var renteskriver Jens Lassens idé. Han var den første, der var kommet med opråb til borgerene om at bidrage økonomisk og korporligt til forsvar af byen, da svenskekongen var gået i land i Korsør, og gennem hele belejringen var han det lyse hoved, der kunne finde på råd.
Svenskerne bombarderede byen med gloende kugler. Ingen måtte forlade volden ved brand i byen. Brandkorpset bestod af bygningshåndværkere. Sprøjterne var af kobber, men slanger kendtes endnu ikke. Man lavede tænger til at tage kuglerne med.
Sammmenlænkede bomme blev lagt ud i vandet mellem Kongens Bryghus på Slotsholmen og Amager.
Omfattende spioneri på begge sider og overløbere. Danske overløberes navne blev slået op på galgen på Nytorv.
Isen lagde sig også denne vinter rundt om København. Der huggedes rende fra Toldboden over til Christianshavn. Isen var én alen tyk. Den huggedes op regelmæssigt ved Jens Lassens
indsats.
I slutningen af januar forstod man, at stormen på København nærmede sig. Stormplan og dag blev kendt. Den sidste dag blev forsvaret betydeligt udbedret ved den vågne Jens Lassen. Man havde opsnuset længden på de svenske stormstiger, som de ville lægge over renderne i isen og fik renderne gjort bredere.
Carl X Gustav var så sikker på sejr, at han havde indstiftet en orden til uddeling efter erobringen og lavet gavebreve på gårde i København. Og han havde givet tilladelse til tre dages plyndring.
Sådan gik det ikke. Stormangrebet var koncentreret om stranden uden for nuværende Løngangsstræde* og nogle fastfrosne skibe til forsvar for Slotsholmen. Angrebet mislykkedes ligesom også et senere stormløb samme nat mod det svage sted mellem Østervold og Kastellet. Kun fire svenskere nåede op på volden ved Løngangen, men blev stukket ned med en partisan, som blev indlemmet i Oldnordisk Museums samlinger. Kampen var vild og voldsom på begge sider, men det var ikke en kamp mand mod mand, men en massenedskydning af de stormende tropper. Hædersmedaille til de københavnske borgerkaptajner
Svenskernes tab af menneskeliv var derfor stort, omkring 3000 mand, i modsætning til danskernes som end ikke nåede 100 mand. Stormgade og Stormbroen, som senere byggedes her, fik navn efter begivenhederne. Datoen – 10-11 februar – er skrevet på broen, og i Stormgade på Nationalmuseets mur er der en mindetavle. Stormen mindes desuden på Christiansborg i portgangen.
*) det nuværende ”Frederiksholm”, hvor Nationalmuseet ligger og kvarteret her langs Frederiksholms Kanal ned til havneløbet existerede jo ikke dengang.
*) det nuværende ”Frederiksholm”, hvor Nationalmuseet ligger og kvarteret her langs Frederiksholms Kanal ned til havneløbet existerede jo ikke dengang.
Mønt til minde om stormen på København natten 10.-11. februar 1659
