Nu er jeg godt nok ikke så vel indsat i svenske som i danske forhold på dette specielle område, men det allervigtigste punkt i børns verden, er jo forældrene og dermed forældremyndigheden. Forældrenes ret til at opdrage barnet i det livssyn, de dyrker (forudsat naturligvis at dette ikke strider imod lov og orden). Det indgår selvfølgeligt i menneskerettighederne (paragraf 16) og i børnenes menneskerettigheder, omend lidt svagt udtrykt, idet diktatoriske regimer ikke rigtig er med på en så vigtig rettighed.
Disse for os så naturlige og selvklare rettigheder har været udsat for kontinuerlige angreb siden 1960'erne. Angrebene har rod i Frankfurterskolen og de kommunistiske listige langtidsmål i Vestens demokratiske stater. Hvorfor det? Hvad er formålet?
Det er enkelt og let forståeligt, men alligevel har de borgerlige partier så godt som intet gjort!
Børnene er vores allesammen fremtid. Den verden, som de føres ind i og lærer at holde af, vil de som voksne gribe fat i som deres livssyn og deres politik. Eftersom forældre er vidt forskellige, vil opdragelse i demokratiske lande også være forskellige: Opdrages børnene katolsk, så bliver de gerne katolikker, opdrages de atheistisk, vælger de nok atheismen og opdrages de med Karl Marx så bliver de socialister eller kommunister af en eller anden slags. Sådan er det jo. Derfor føres der en indædt (let kamufleret) kamp om at komme til at indoktrinere børnene. I den kamp er det vigtigt at få skubbet forældremyndigheden lidt til side, så andre opdragere kan komme til.
Man er allerede nået langt, for ideologien inden for det sociale netværk prædiker begrænsning af forældremyndigheden, og ingen ved hvor langt begrænsningen kan gå.
Det stod sort på hvidt i de kommunistiske langtidsmål 1963, gentoges højt og tydeligt i den marxistiske "Landsforening for Mentalhygiejne" (nedlagt af Statsrevisionen) og gik igen i socialdemokratiets forslag til modernisering af deres partiprogram i 1969. Socialdemokratiet gav efter for kommunistisk ideologi i de vigtigste sammenhæng og den indførtes i praxis i diverse uddannelser til socialarbejdere uden nogen som helst indgriben og protest fra de gamle borgerlige partier.
Vore børn påvirkes bevidst til et kollektiv rødt livsssyn i institutionerne, og forældrene kan ikke stille noget op. Specielt ikke, når disse samme kollektive idèer er fuldt ud accepterede af staten. Forældrene er værgeløse. De hverken har eller får insigt i, hvad der foregår med deres børn i institutionerne, og i deres imødelommende naivitet tror de, at det ikke har nogen betydning.
Det vilde være en god ting om Jimmy Åkesson kunde sætte tingene på plads igen og styrke forældremyndighed, inden staten helt overtager børn!
Lad det gerne nå frem til Åkesson
