Fra vor bibelshistorie har vi mennesker nogle sære idèer om, at dyr må kunde lære at leve side om side med hinanden uden hensyn til kropsbygning, muskler og tandsæt. Paradisiske tilstande.
Før i tiden levede der ulve i Sverige, men bønderne udryddede dem, for de overfaldt deres får og geder. Nu havde man så ikke haft ulve i umindelige tider, og man bildte sig ind, at de ikke var farlige for mennesker. De var jo stamfædre til Schæferhunde og pekingesere og stak givetvis af, hvis de mødte et menneske i skoven. Nogle påstod èt, andre noget andet.
Overfaldt ulve kun Dalerbøndernes får og geder, eller kunde der også ryge nogle mennesker, måske småbørn ind imellem? Eller var det bare snak? Bønderne fik udbetalt erstatning for de sønderrevne får og geder, hvis de fandt resterne. Nej, ulve var bange for mennesker, hed det. Ganske vist sad der en filmstrimmel fast i min barndoms erindring fra Lapland, hvor en pulke jog af sted igennem snefoget... Men det var jo netop - bare film. "Lajla" hed den. På Kolmården havde de en kvinderlig dyrepasser, som havde givet et kuld ulveunger på otte patteflaske, og det kunde de da huske.. . De var blevet en turistattraktion. Oppasserske havde kunnet tage turistgæster med sig ind i indelukket. Der var godt nok sket ubehagelige episoder ind imellem, hvor nogle ulvesnuder havde været for nærgående og truende....Men det var trods alt småting indtil den søndag i 2012, hvor Kolmårdens øvede ulveamme skulde få sit livs overraskelse uden at nå at slå allarm.
Over hele Sveriges lange land brød diskussionen nu igennem. Var ulve bange for mennesker? Som tidligere delte svenskerne sig i to lejre, for og imod, med påstande og vidnesbyrd som styrkede de enkelte menneskers egen tro på det gode eller på det onde. Ligesom når TV-nyhedernes fremfører facts.
Men på Kolmården gik de i gang med at læse på lovreglerne for arbejdsmiljøet og - efter fire års overvejelser - den 28. januar 2016 kundgjordes det, at der nu var rejst anklage mod Kolmården og dens tidligere zoologiske chef, Mats Höggren.
