”Pas på alle de fupmagere, der kalder sig forskere”. Sådan lød en tyk overskrift i BT 1973.
Professor mag.scient. Jørgen Kofoed havde fået nok af psykolog Eggert Petersens snak i BT om styring og målsætning af videnskabelig forskning. Som direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne havde Petersen fået oprettet ”Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” i 1966 efter en landsdækkende kampagne. Gennem samfundsforskning ville han få politikerne til at ændre samfundet i tråd med den Mentalhygiejnens ideologi.
”
Hele hans (Eggert Petersens) indstilling til begrebet forskning synes at afspejle en uhyggelig og desværre udbredt vrangforestilling om, hvad forskning er, og hvad forskning kan. Det er efterhånden påtrængende nødvendigt, at nogen tager sig på at fortælle skatteyderne og folketingsmænd, at forskere ikke er en gruppe folk med mystisk adgang til uanede forråd af hemmlig viden, som de kan afsløre, blot man betaler dem for det med rigelige bevillinger - -”
Der var spörgsmål nok at tage fat på for Eggert Petersen: hvordan er danskernes indstilling til homofile? Hvordan virker ø-lejrene? Har TV-McCloud-programmet skadelig indflydelse på seerne? Etc.
Da socialdemokratiets vælgere i Herlev svigtede partiet i 1972, lod vælgerforeningens ledelse Eggert Petersen og hans Forskninginstitut undersøge, hvad der var galt med vælgerne! Bornholms Tidende skrev spydigt 8.11.72, at det nok ikke var politikerne, der var noget galt med. Vælgerne ville ikke være
”dikkende lammehaler”.
Ekstrabladet tog sagen op 10.11.72.
”Fremfor at mentalundersøge den menige vælger, burde man derfor hellere mentalundersøge de lokale vælgerforeningsformænd, deres bestyrelser og deres folketingskandidater, hvis man da overhovedet skal smide penge ud til naturlæge Eggert Petersen og hans mentalhygiejniskr medhjælpere.”
I januar samme år kastede Eggert Petersen og Forskningsinstituttet sig over forholdene i Vestre Fængsel for at få dem ændret. Da resultatet forelå, skrev journalist Erik Nørgaard begejstret om
”det meget betydningsfulde materiale” (Politiken 12.9.72) og understregede, hvor vigtigt det var at politikerne greb ind.
I november 1972 ville socialdemokratiet vide vælgernes holdning til hash – eller ville de egentlig? Formanden for partiets narkotikaudvalg, Bernhard Tastesen, var efter sigende imod hash, men samtidigt god ven med den hashliberale narkokonsulent Tine Bryld. Det var rimeligvis mentalhygiejnikere, som ønskede undersøgelsen for at fremhæve deres egen ”indsats” for narkomanbehandling og få frigivet hash. Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut var behjælpelig med debatoplæg og spørgeskemaer, begge dele manipulerede.
Man havde f.eks. pointeret, at to dengang kendte politifolk (uropatruljens chef Erik Mathiesen og MF Otto Mørch) havde været med til at lave debatoplægget, hvilket viste sig at være løgn. I spørgeskemaerne forekom et spørgsmål angående straf for:
”alkohol, tobak, morfin, sove- og nervemedicin, cannabis osv.” Lovlige og ulovlige ting var rodet sammen i én pulje, givetvis med vilje. Ligesom man talte om folks frokostbajer og hash i samme åndedrag. Menings”undersøgelsen” blev omtalt i flere aviser.
Den 15.3.74 udsendte Forskningsinstituttet en rapport om frivillig behandling af stofmisbrugere. Den var ikke papiret værd, den var skrevet på, men blev fremført med vel tilrettelagt propagandistisk reklame i massemedierne, så lægfolk lod sig besnære. Rapporten byggede mest på udsagn fra narkomaner og var fuld af svævende, usikre angivelser.
Mentalhygiejnisk Forskningsinstituts foreslog en sociologisk-socialpsykologisk
”dybtgående analyse af de faktorer, der menes at have indflydelse på sportsudøvelsen i én enkelt klub” eller ”
en sammenlignende undersøgelse af trivsel og holdninger i ti forskellige fodboldsklubber”. Det vil, hed det, koste 300.000 kr.
- Herregud, sølle 300.000 kr.
Måske får man påvist et uafviseligt behov for offentlig ansatte fodboldspsykologer – f.eks. for hver 30 spillere – til støtte for trænerne, der jo ikke har faglige forudsætninger for at trænge helt ind i fodboldsungdommens sjælelige krinkelkroge, skrev lederen spydigt i Dagbladet Ringsted 8.8.73.
I skoleåret 1974-75 sendte Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut spørgeskemaer ud til skoleelever, forældre og lærere på 12 skoler i Storkøbenhavn. Noget lignende havde chefnarkokonsulent, Peter Schiøler tidligere forsøgt til alle landets skoler, men et ramaskrig fra flere lærerforeninger fik aktionen afblæst. Derfor gik man denne gang anderledes hemmelighedsfuldt til værks. Formålet var angiveligt at undersøge forhold i forbindelse med brug af stoffer, men der var også spørgsmål til lærerne, om de var tilfredse med skoleledelsen og skolenævnet.
De udspurgte garanteredes fuld anonymitet! Da JyllandsPosten den 25.2.75 afslørede, at deres identitet alligevel kunne spores, replicerede man, at man efter brug destruerede materialet. Men derved sikrer man sig også, at ingen kan drage ”forskningen” i tvivl. Sande videnskabsfolk ødelægger aldrig deres kildemateriale. Det gør kun amatører.
Mentalhygiejnens ”forskning” var – som Kofoed sagde – fup. Formålet var at skaffe sig levebrød og om muligt at nedbryde det bestående samfundssystem for at indføre marxismen i en ny form: Mentalhygiejnens ideologi, sådan som psykolog Eggert Petersen havde formuleret det i sit ”Trivselsprogram” 1969. Da forskningsinstituttet trods støtte fra bl.a. Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd ikke kunne klare sig, blev Eggert Petersen reddet ved udnævnelse til professor i arbejdspsykologi ved Århus Universitet, eftersom ingen kvalificerede kandidater havde søgt stillingen.
Desværre tog samfundet sig ikke af Kofoeds advarsel. Mange penge er øslet ud til nonsens ”forskning”, og megen ”forskning” i dag er af samme surdejg som Mentalhygiejnens.
Ikke så sært. Psykologi, sociologi og socialpolitik er ikke eksakte videnskaber som naturvidenskab. Det meste beror på tolkning og ”skøn”. ”Forskningen” består i høj grad i spørgeskemaer (undertiden med ledende spørgsmål) eller rundspørge med en mikrofon. Man starter bagfra med det resultat, man ønsker sig. Altså med det eftertragtede facit. Facit er den konklusion, ”forskningen” skal føre til, og så indretter man undersøgelsen derefter.
Nu skal forskere fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, klarlægge udbredelsen af burkaer i Danmark for det af regeringen nedsatte ”Burkaudvalg” samt finde ud af, hvorfor nogle kvinder bærer burka. Det sidste bliver nok
ret problematisk, eftersom en del næppe vil svare sandfærdigt, nogle af angst for fundamentalistiske familiemedlemmer, andre fordi det ikke kommer dig ved, andre fordi de ikke har andet svar end ”det er tradition”-”det plejer vi” o.l. Man bør i øvrigt erindre, at begrebet ”taquia” – den for muhammedanere tilladte løgn over for os vantro - er meget brugt.
Derfor vil ”forskningen” være lige så værdiløs som den, der kom fra Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut.
Institutlederen Ingolf Thuesen lover dog, at forskningen – modsat Eggert Petersens Mentalhygiejniske Forskningsinstitut – ikke vil komme med politiske holdninger eller anbefalinger.
